Foto: Privat foto

Politiet beder om hjælp: Hvor er Kim Walls tøj?

Beredskabsstyrelsen hjalp onsdag med at lede efter Kim Walls ligdele. Torsdag fortsætter søgningen.

Politiet og Beredskabsstyrelsen fortsætter torsdag morgen eftersøgningen efter dele af Kim Walls lig.

Det oplyser efterforskningsleder Jens Møller fra Københavns Politi.

Det er især på det sydlige Amager, at politiet sammen med Beredskabsstyrelsens værnepligtige leder.

- Det er der, vi kigger. Men man leder sådan set i det meste af Køge Bugt, fortæller Jens Møller.

Men også Kim Walls tøj har stor interesse. 

- Vi efterlyser en skrigorange bluse, en sort-hvid blomstret nederdel og et par hvide sko, oplyser efterforskningsleder ved Københavns Politi Jens Møller til TV 2.

Han opfordrer samtidig cyklister, motionsløbere, sejlere og hundeluftere til at holde øje, hvis man er i området omkring bugten. 

De konkrete størrelser og mærker på tøjet og skoene er det ikke muligt for politiet at oplyse om, men politiet opfordrer folk til at lede i hele Køge Bugt.

Læs også Fra New York til Malmø: Kim Wall mindes på begge sider af Atlanten

Politiet kan kontaktes på telefon 114.

Onsdag hjalp 23 personer fra Beredskabsstyrelsen politiet med at lede. Det er uklart, hvor mange der hjælper til torsdag.

Det var i havet ud for det sydvestlige Amager, at politiet fandt Kim Walls torso. Ejeren af ubåden, Peter Madsen, har fortalt, at hun døde i en ulykke under en sejltur med hans hjemmebyggede ubåd "UC3 Nautilus".

Mandag eftermiddag fandt en tilfældig forbipasserende en torso ved vandet på Amager, og onsdag morgen oplyste Københavns Politi, at torsoen var Kim Walls. 

Læs også Ubådssagen: Fisker frygter at få ligdele i garnet

Den svenske journalist var taget med på en sejltur i ubåden "UC3 Nautilus", men vendte ikke tilbage som aftalt og var heller ikke på ubåden, da den blev fundet.

Peter Madsen er sigtet for drab. Han nægter sig skyldig.