Politidirektør vil have Tibet-sag undersøgt

Den Uafhængige Politiklagemyndighed skal undersøge, om Københavns Politis ledelse har talt sandt i sagen om demonstranter, der ikke måtte flage med det tibetanske flag under den kinesiske præsidents besøg i 2012.

En demonstrant fik i sidste uge Østre Landsrets ord for, at han blev frihedsberøvet ulovligt i en time under den kinesiske præsidents besøg i 2012.

Københavns Politi har forklaret, at der ikke ved præsidentbesøget var nedlagt forbud mod at flage med det tibetanske flag, og Østre Landsret har afvist fem demonstranters klager med henvisning til, at det ikke var muligt at identificere de involverede betjente.

Begge dele er blevet betvivlet, så nu har Københavns politidirektør Kim Fogde bedt Den Uafhængige Politiklagemyndighed undersøge sagen.

- Der er tale om oplysninger, som vedrører forhold, der ligger tilbage i tiden, og hvor det ikke uden yderligere forklaringer fra de implicerede lader sig afgøre, hvordan de nye oplysninger forholder sig hertil. Da der samtidig i offentligheden er rejst spørgsmål om urigtige forklaringer og mangelfulde oplysninger vedrørende identifikation af polititjenestemænd, har jeg i dag valgt at indbringe sagen for Den Uafhængige Politiklagemyndighed, udtaler Kim Fogde i en pressemeddelelse.