Foto: Alarm112danmark

Politiaktion i Ballerup: Frihedsberøvelse og mishandling

Stor politiaktion i Ballerup drejer sig om frihedsberøvelse og mishandling.

Tidligere i dag var Københavns Vestegns Politi massivt til stede i boligområdet Hedeparken i Ballerup.

Politiet har været yderst sparsomme med informationer vedrørende aktionen, men er nu kommet med en kort pressemeddelelse.

Her skriver politiet, at der er gennemført en større politiaktion i Ballerup.

Aktionen har forbindelse til en sag om mulig frihedsberøvelse og mishandling af en yngre mand fra det kriminelle miljø på Vestegnen.

Derudover har Vestegnens Politi ikke mere at tilføje på nuværende tidspunkt.

 - På grund af fortsat efterforskning, kan politiet ikke kommentere sagen yderligere for nuværende, lyder det i meddelelsen.

Derfor vides det heller ikke på nuværende tidspunkt, om politiet har foretaget anholdelser, eller hvilken tilstand den unge mand, som angiveligt har været udsat for mishandling, befinder sig i.

Kort efter aktionen i Hedeparken tog Vestegnens Politi videre til en anden adresse nemlig Satudarahs klubhus i Bagsværd, om de to aktioner er del af samme sag er endnu ikke bekræftet.

Læs også Svært bevæbnet politi i aktion i Ballerup og Bagsværd