Politi efterlyser to mænd for Nørrebro-knivdrab

Københavns Politi efterlyser nu to navngivne personer efter et knivdrab på Nørrebro i foråret.

Politiet efterlyser nu to yngre mænd, der er mistænkt for at stå bag knivdrabet på den 19-årige Andres Vo Riis på Nørrebro i maj.

Den 19-årige, der tidligere hed Hamza Samsan, blev ramt af flere knivstik i maven og døde efterfølgende på Rigshospitalet.

Drabet skete på hjørnet af Guldbergsgade og Møllegade, hvor de mistænkte efter en kort skænderi og noget skubberi tildelte offeret et dødeligt knivstik i maven.

Sagen har været efterforsket intenst - blandt andet med brug af videoovervågning - og der er en begrundet mistanke om, at de to efterlyste er gerningsmændene, oplyser politiet.

- Efter at have søgt dem hos deres familier og kendte opholdssteder, beder vi nu offentligheden om hjælp til at få dem fanget. Vi opfordrer dem samtidigt selvfølgelig til at melde sig selv, siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen fra Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Der har tidligere været spekuleret i, at drabet relaterede til konflikten i Syrien, men det mener Københavns Politi ikke er tilfældet.

- Vi tror ikke, det har noget med Syrien at gøre. Vi hælder mest til, at der er tale om et opgør om hashhandel, siger Steffen Thaaning Steffensen til Ekstra Bladet.

Ifølge Ekstra Bladet er de efterlyste mænd højtstående medlemmer af banden Loyal to Familia.

Politiets efterlysning lyder som følger:

Abdallah Ben Abderraouf Dhaflaoui

- 23 år gammel

- dansk statsborger, tuneser af afstamning

- alm. af bygning

- 184 cm høj.

Ibrahim Al-Kassab

- 22 år gammel,

- dansk statsborger, jordaner af afstamning

- alm. af bygning

- 181cm høj