00:13

1 af 2

Politi efterlyser forsvundne teenagere

14-årige Emilie fra Hedehusene er stukket af sammen med sin 15-årige kæreste. Politiet efterlyser nu de to teenagere.

I Hedehusene frygter en far lige nu det værste. Hans datter, 14-årige Emilie Andersen, har nemlig været forsvundet siden i søndags.

Her forlod hun hjemmet uden at give nogen besked. Det samme gjorde hendes 15-årige kæreste, Rasmus Bonde Bridstrup, der bor ved Billund i Jylland.

De to teenagere har fundet hinanden via nettet.

Politiet formoder, at Emilie og Rasmus søndag formiddag er mødtes på Vejle banegård.

Rasmus og Emilie tog angiveligt begge guitarer med samt telt og soveposer, da de stak af hjemmefra. Både de unge menneskers familier og politiet tror derfor, at de kan gemme sig på en campingplads eller lignede i det sydjyske eller fynske område.

Det er ikke politiets opfattelse, at der er sket Emilie og Rasmus noget kriminelt, men Københavns Vestegns Politi har ikke desto mindre valgt at efterlyse de to teenagere i dag.

Emilie beskrives som værende:

14 år, ca. 172 cm høj, spinkel af bygning, langt brunt hår, brune øjne. Iført en kort sort læderjakke, stort gråt halstørklæde, blå jeans. Medbragte en stor sportstaske samt en lilla damecykel. Emilie er fra Hedehusene på Københavns Vestegn.

Rasmus beskrives som værende:

15 år, ca. 180 cm høj, spinkel bygning, kort mørkt hår. Iført sort eller brun skindjakke og cowboybukser. Rasmus er fra Filskov ved Billund.

Oplysninger i sagen bedes givet til nærmeste politi via 114.

Vi har meget mere om sagen i vores 19.30-udsendelse i aften.