Arkiv foto Foto: TV2/Lorry

Pletter fjernes fra unges straffeattest

Den kriminelle lavalder forhøjes til 15 år 1. marts, siger regeringen. Ubetalte bøder eftergives, og unge vil blive løsladt.

Fra marts næste år kan 14-årige ikke længere blive straffet for at rapse i butikker, slå på tæven eller true sig til penge.

Regeringen fremsætter nu lovforslag om at forhøje den kriminelle lavalder til 15 år. Og dermed skrottes den nyskabelse, som den tidligere regering stod bag.
Flere hundrede 14-årige er blevet dømt for lovovertrædelser, siden lavalderen blev sat ned til 14 år 1. juli 2010.
Langt de fleste sager er endt med bødestraf. Især er de 14-årige blevet dømt for at stjæle i butikker, har en opgørelse over det første halve års erfaringer vist. Der har også været sager om hærværk, røveri og vold.
I perioden har Højesteret bedømt sagen med to piger, der i en alder af 14 år i en skolegård i Hillerød havde overfaldet en tredje pige. Dommerne gav dem en betinget dom og bestemte, at de skal være i tilsyn.
Sænkningen af lavalderen har tilsyneladende ikke haft den afskrækkende effekt, sådan som fortalerne havde håbet på, har en rapport fra Justitsministeriets Forskningsenhed vist.
Som begrundelse for kursændringen siger justitsminister Morten Bødskov (S), at børn ikke skal straffes, men tværtimod hjælpes på rette vej. Han beskylder sin forgænger på posten for "symbolpolitik af værste skuffe."
Der var ikke "tilstrækkelig saglig fundering" bag nedsættelsen, og flertallet i Ungdomskommissionen var imod, står der i bemærkningerne til lovforslaget.
Samtidig lover Morten Bødskov, at regeringen vil gøre mere for at hive børn og unge ud af en kriminel løbebane.
- Men det skal ske på en måde, hvor børn under 15 år, som havner i konflikt med loven, bliver behandlet som det, de er, nemlig børn - og ikke voksne, siger ministeren.
De lovede nye initiativer er der endnu ingen detaljer om.
Lovændringen betyder blandt andet, at straffeattester ikke længere vil indeholde pletter, som henviser til forhold, der er begået, da personen var 14 år.
Desuden bortfalder bøder, som de unge endnu ikke har betalt, den 1. marts. Hvis unge den dag sidder i fængsel for noget, de har gjort som 14-årige, vil de blive løsladt. Og endvidere vil idømte ungdomssanktioner blive afbrudt.
De færre straffesager sparer penge: Dels 15,5 millioner kroner hos politi, anklagere og domstole og dels næsten 30 millioner kroner til kommunernes drift af lukkede institutioner.