Arkivfoto. Foto: Ida Guldbæk Arentsen - Ritzau Scanpix

Plejehjemsbeboer døde efter medicinfejl: Nu er sikkerheden blevet undersøgt

Styrelsen for Patientsikkerhed har fundet en mindre fejl under et tilsynsbesøg på plejecentret Breelteparken.

Plejecentret Breelteparken i Hørsholm Kommune har den 29. maj 2018 haft tilsynsbesøg af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Anledningen for besøget var den ulykkelige hændelse tidligere på året, hvor en beboer blev fejlmedicineret og efterfølgende afgik ved døden.

Hændelsen førte til, at der blev gennemført en række gennemgribende opstramninger af medicinhåndteringen på Breelteparken.

Læs også Beboer døde: Kommune glemte at advare plejehjem om medicin

Mindre problemer af betydning for patientsikkerheden

Styrelsen for Patientsikkerhed udtaler, i en nyligt offentliggjort rapport, i den forbindelse:

- Breelteparkens plejecenter har i samarbejde med Hørsholm Kommune arbejdet grundigt med at højne patientsikkerheden på baggrund af en utilsigtet hændelse med en fejlmedicinering.

Styrelsen har i det aktuelle tilsyn fundet en enkelt ting af “mindre betydning for patientsikkerheden”.

Rapportens konklusion er:

- Styrelsen har ved vurderingen lagt vægt på, at målepunkterne vedrørende medicinhåndtering blev vurderet at være opfyldt med undtagelse af ét præparat, hvor det aktuelle handelsnavn ikke fremgik af medicinlisten og mangel på anvist maximal døgn dosis på et smertestillende præparat.

- Det var dog styrelsens generelle indtryk, at medicinhåndteringen var i overensstemmelse med gældende regelsæt, samt at behandlingsstedet vil være i stand til at rette op på de anførte problemer ud fra den rådgivning, der er givet under tilsynet. Styrelsen vurderede således, at der var tale om mindre problemer af betydning for patientsikkerheden, skriver styrelsen i deres rapport.

Læs også Plejehjem opruster efter fejlmedicinering førte til dødsfald

Sundhedsdirektør er tilfreds

Direktør for Social, Sundhed og Arbejdsmarked i Hørsholm Kommune, Peter Orebo Hansen udtaler i pressemeddelelsen:

 - Jeg er tilfreds med den nye rapport fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Medicinhåndtering er et yderst vigtigt emneområde, og det er godt, at de mange forbedringstiltag, som ledelse og medarbejdere på Breelteparken har gennemført, bliver anerkendt af styrelsen, siger han.

Rapporten kan tilgås på Hørsholm Kommunes hjemmeside.