Arkivfoto Foto: TV 2 Lorry - arkiv

Person nedskudt tæt ved politigården i Roskilde

En person er blevet ramt af skud nær politigården i Roskilde. Episoden fandt sted torsdag aften.

- Jeg kan bekræfte, at vi har fået en anmeldelse om, at en person er blevet ramt af skud ved hjørnet af Ringstedgade og Jernbanegade, siger talsmand for Midt- og Vestsjællands Politi, Carsten Andersen, til TV2 Lorry.

Politiet kender endnu ikke til personens tilstand men tilkendegiver, at de har mødt talstærkt op foran politistationen.

- Vi får en anmeldelse om skyderi på Ringstedgade i Roskilde klokken 20.09.

- Det er en 26-årig mand fra Hvalsø, der er ramt af skud fra en forbipasserende bil, siger Carsten Andersen.

Offeret for skyderiet er bragt til sygehuset, men han er ikke i livsfare, fortæller han.

Den 26-årige kom gående på fortovet, da han blev ramt af skud. Hvor skuddene ramte, og hvorfor han blev skudt, kan politiet endnu ikke oplyse.

- Vi kan ikke sige noget om motivet i øjeblikket.

 - Vi efterforsker på livet løs og er i gang med at sikre spor. Vi er meget interesserede i at tale med vidner, som måtte have set eller hørt skyderiet, siger Carsten Andersen.

Eventuelle vidner bedes kontakte politiet på telefonnummer 114.