Pernille og Claus Thomsen driver krybdyrinternat på 10. år Foto: Privatfoto

Pernille og Claus driver krybdyrinternat i deres eget hjem

Pernille og Claus Thomsen driver Danmarks eneste krybdyrinternat i deres eget hjem og for egne midler.

Slanger, skildpadder, kamæleoner og skægagamer - omtrent 130 krybdyr deler lige nu adresse med ægteparret Pernille og Claus Thomsen i Kokkedal.

Mange af de dyr, vi får, er fejlkøb. Folk har troet, at de har købt et kæledyr, men så viser det sig, at det er et hobbydyr eller et kiggedyr.

Claus Thomsen

De driver det eneste internat i Danmark, der tager sig af skadede og mishandlede krybdyr. Det har de gjort på frivillig basis i 10 år.

 - Vi har en havestue, som er fyldt med bure, resten af huset ser helt normalt us. For selvom 130 lyder af mange, så er de jo ikke alle sammen så store, siger Claus Thomsen til TV 2 Lorry.

Læs også Danmarks første kørende dyreklinik

Dyrene i ægteparrets internat kommer fra hele landet.

Pernille og Claus Thomsen bruger dagligt halvanden time om morgenen, inden de tager på arbejde, og igen halvanden time når de kommer hjem fra arbejde på at tage sig af de mange krybdyr, samt hver anden weekend. 

Skægagamerne har det lunt og rart i Kokkedal Foto: Krybdyrinternatet

Et liv med krybdyr

Claus Thomsen havde som barn allergi og kunne ikke tåle pelsdyr. Derfor købte hans mor en skildpadde til ham.

Vi siger tit, nu skal det ikke blive dyrere - men det er bare ind til, den næste lille stakkel kommer ind ad døren.

Claus Thomsen

 - Jeg havde den til jeg var 29 år, der døde den af alderdom, men den var også gammel, da jeg fik den, husker han.

 - Efter det var det sådan set ikke meningen, at jeg skulle have flere krybdyr, fortæller Claus.

Dernæst kastede han sig over akvarier, og kom en del i den lokale dyrehandel i Hørsholm. Dyrehandleren og Claus faldt i snak, og det endte med at Claus fik skildpadder i pleje.

Læs også Kæmpe-kryb: Insekter på to gange tre meter

 - Jeg havde nok en seks-syv skildpadder i pleje, da jeg mødte min kone - hun havde marsvin, fisk og undulater.

En krybdyrdyrlæge som flere gange tilså en skildpadde, som Claus og Pernille Thomsen havde fået i pleje, endte med at kontakte dem, når krybdyr manglede et godt hjem.

Efterfølgende begyndte andre dyrlæger også at henvende sig, og sådan blev internatet på privatadressen grundlagt.

Mishandlede og misrøgtede dyr

Claus og Pernille Thomsen samarbejder blandt andet med Dyreværnet i Rødovre og Sumpskildpadder.dk i Esbjerg, og tager sig af misrøgtede og mishandlede krybdyr i hjemmet i Kokkedal. 

Det er enten dyr, som ikke er blevet passet ordentligt, fordi ejeren ikke har vidst nok om dyret, eller dyr som har været udsat for decideret mishandling.

De kan klare sig længe uden mad og ilt til hjernen, fordi de er i stand til at gå i hi - så overlever de længere, og dermed lider de også længere

Claus Thomsen

  - Mange af de dyr, vi får, er fejlkøb. Folk har troet, at de har købt et kæledyr, men så viser det sig, at det er et hobbydyr eller et kiggedyr. Det er oftest folk, som er blevet rådgivet forkert, da de skulle vælge et dyr, forklarer Claus Thomsen.

Oftest bliver Claus og Pernille Thomsen ringet op, når de er på arbejde. Nogle gange kan folk vente med at komme med dyrene til efter arbejdstid, andre gange afleverer de dyrene i en papkasse på deres arbejdsplads.

Leguanen havde ved ankomsten til internatet åbne sår og bylder med koldbrand. Den måtte desværre aflives, da den havde knoglekræft. Foto: Krybdyrinternatet

Ikke alle dyr kan bortadopteres

Ægteparret får også dyr ind, som ikke har fået den rette pleje. Krybdyr har blandt andet brug for UV-lys og den rette temperatur. Især UV-lyset er meget vigtigt, for at de kan optage kalk, hvis fx en skildpadde ikke får UV-lys, kan den ikke optage kalk, og så vokser skjoldet ikke.

 - Der er også krybdyr, som har stået længe i et hjørne og passet sig selv. De kan klare sig længe uden mad og ilt til hjernen, fordi de er i stand til at gå i hi - så overlever de længere, og dermed lider de også længere, siger han.

Læs også Stress og angst: Sådan forbereder du din hund på nytårsaften

De fleste krybdyr får efter opholdet hos Claus og Pernille Thomsen et nyt hjem. Ægteparret passer og plejer dem, og derefter bliver de sunde og raske dyr bortadopteret til nye hjem.

Krybdyrlægen har kaldt os et slags plejehjem for krybdyr. Vi er i tæt kontakt med dyrlægen, det er altid hende der afgør, om et dyr skal aflives, eller om det kan få et værdigt liv hos os.

Claus Thomsen

Men der er også en gruppe af dyr, som ikke får nye hjem. Det kan være dem, der har fået en meget hård medfart. 

 - Krybdyrlægen har kaldt os et slags plejehjem for krybdyr. Vi er i tæt kontakt med dyrlægen, det er altid hende der afgør, om et dyr skal aflives, eller om det kan få et værdigt liv hos os.

Blandt de dyr, som ikke blev bortadopteres, men som forblev i pleje hos ægteparret var en lille skildpadde, som er blevet brugt som ishockey-puck og en anden skildpadde, som nogle havde forsøgt at brænde af med brændbar væske.

Modtager Petworld-pris

Netop på grund af deres frivillige arbejde med krybdyr, har Claus og Pernille Thomsen netop modtaget 72.000 kr. fra Petworld Hjælper, som hvert år støtter initiativer, der hjælper dyr i nød.

Pengene en kærkommen håndsrækning, og skal gå til at etablere et solcelleanlæg på taget af internatet. Anlægget skal drive strømmen til al det UV-lys, det almindelige lys og varme, som der er behov for i internatet. 

Læs også Kryb med superhelte-krafter

 Ægteparret finansierer selv alt, og de estimerer, at driften af internatet koster omkring 5-7.000 kr om måneden.

 - Vi gør det jo med den overbevisning, at hobbyer godt må være dyre - måske ikke så dyre - men hvis nu vi havde været hestemennesker, var det nok nogenlunde det samme, griner Claus Thomsen.

 - Vi siger tit, nu skal det ikke blive dyrere - men det er bare ind til, den næste lille stakkel kommer ind ad døren.