Pengeafpresser slipper for fængsel

En 44-årig virksomhedsejer, der i december forsøgte at afpresse otte familier i Charlottenlund for 215.000 kroner hver, slipper for fængsel, skriver ekstrabladet.dk.

Retslægerne har vurderet, at han er psykisk syg, og derfor kræves den 44-årige dømt til ambulant psykiatrisk behandling, når han stilles for retten til december.
Den 44-årige har tilstået afpresningen, der skyldtes hans dårlige økonomi, og han er på fri fod indtil retssagen.
De otte familier fik breve med trusler om, at et familiemedlem ville blive invalideret eller dræbt, hvis de ikke betalte 215.000 kr.
Trusselsbrevene blev fulgt op af to sms-beskeder med yderligere trusler og instrukser, skriver ekstrabladet.dk.