Arkivfoto Foto: TV 2 Lorry

Påvirket mand fik fod kørt af på Nørreport

En 25-årig mand mistede sin fod, da et regionaltog ramte ham tidligt søndag morgen på Nørreport Station.

En stærkt påvirket 25-årig mand faldt søndag morgen ned på skinnerne på Nørreport Station, hvor han kort efter blev ramt af et regionaltog, der blandt andet kørte hans ene fod over.
Politiet har nu gennemset videoovervågningen fra perronen og kan på den baggrund fastlægge hændelsesforløbet.
- Klokken kvart i seks ses manden komme alene ned på perronen. Han er tydeligt påvirket og forsøger på et tidspunkt at støtte sig op af en mur, siger politiets centrale vagtleder Mads Firlings.
Den påvirkede mand rammer dog ved siden af muren og falder i stedet ned på skinnerne.
- Klokken 05.48 kommer så et regionaltog, der rammer ham. Togføreren ser ikke manden og kører efter et kort stop videre, siger Mads Firlings.
Få minutter senere kommer to rejsende ned på perronen og finder manden på skinnerne.
Han er ved bevidsthed, og de hjælper ham op og tilkalder hjælp.
Den 25-årige mand har ud over at have mistet den ene fod muligvis fået et brud på ryggen, men er umiddelbart erklæret uden for livsfare.
Ulykken skete i en ende af den underjordiske station, hvor lyset er meget svagt på vej mod tunnelens mørke.
Det er tilsyneladende derfor, at togføreren ikke har kunnet se den påvirkede mand på sporet.
- Det er en tragisk ulykke, siger vagtchefen.
Blodprøver skal nu afklare, hvorfor manden var så påvirket, at han faldt ned på skinnerne.