Patienter i tusindvis skal bo på hotel

Eget værelse med fjernsyn, stereoanlæg og trådløst internet. Sådan bliver virkeligheden for flere tusinde patienter i Region Hovedstaden, der skal bo på hotel i stedet for at ligge på hospitalet, skriver Politiken torsdag.

Opholdet er gratis for
patienterne, men alligevel kan de offentlige sygehuse spare
millioner af kroner.
Regionen lægger som led i sin hospitalsplan op til at bygge en
håndfuld nye patienthoteller ved de største sygehuse.
»Patienter vil have stor glæde af at bo på et patienthotel,
når de selv kan klare sig, men samtidig har behov for en tæt
kontakt til sygehuset, fordi de dagligt skal til undersøgelser
og behandling. De får fred og ro og kan selv bestemme over
dagen. Samtidig er det billigere for skatteborgerne«, siger
koncerndirektør i regionen, Svend Hartling til politiken.
Region Hovedstaden har to patienthoteller - et ved
Rigshospitalet og et midlertidigt på Herlev Hospitals 20. etage.
Tilsammen er der 74 senge. Med udbygningen vil antal senge blive
mangedoblet til 500. Det svarer til hver tiende seng på
regionens hospitaler.
Som udgangspunkt er paraplyorganisationen Danske Patienter,
der repræsenter 700.000 danskere, glad for udsigten til flere
patienthoteller. Men samtidig frygter formand Torben Lund, at
spareiveren risikerer at skubbe patienter på hotel, som i
virkeligheden har brug for at ligge på en almindelig afdeling,
hvor de har læger og sygeplejersker omkring sig.
»Specielt i en tid med pressede budgetter er der risiko for,
at patienter fejlagtigt bliver anbragt på et hotel. Og det må
simpelthen ikke ske«, siger han til Politiken.
Alle slags patienter kan komme på hotel, så længe de er i
stand til selv at passe deres aftaler på hospitalet og tage
deres medicin. Region Hovedstaden forventer dog, at værelserne
især vil være beboet af nybagte forældre, kræftpatienter og
nyopererede, der går til genoptræning.
Tendensen er den samme overalt i Danmark. Region Midtjylland,
der har patienthoteller i blandt andet Århus og Viborg,
undersøger i øjeblikket behovet for at bygge flere hoteller og
samtidig nedlægge almindelige senge på afdelingerne.
Erfaringer fra patienthotellet ved Odense Universitetshospital
viser, at der spares 1.000 kroner, hver gang en patient
overnatter på hotellet i stedet for at være indlagt på sygehus.
Opholdet på hotellet bidrager desuden til, at patienterne
hurtigere kan tage hjem igen, skriver Politiken.
Region Hovedstaden forventer, at de første nye hoteller står
færdige om få år.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik