Foto: Lorry

Passagerer vælter ind i lokaltogene

De nordsjællandske lokalbaner har i januar i år haft cirka 62.000 flere rejsende end januar sidste år. Og selvom man tager højde for en ekstra hverdag, så er det alligevel en passagerfremgang på hele 12 procent i forhold til januar sidste år.

Og stigningen kommer ovenpå tre år med konstant stigende antal passagerer for de fem baner tilsammen, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Tommy Frost, områdechef i Movia, der driver lokalbanerne på hele Sjælland, tilskriver den ny stigning, at der i december blev indført en hel ny køreplan i Nordsjælland, hvor fire lokalbaner og tre buslinjer, R-nettet, kører hver halve time i dagtimerne på de nordsjællandske hovedstrækninger.

- I den ny køreplan er busser, der har kørt parallelt med togene, blevet nedlagt, og det har selvfølgelig betydning for passagertallet i togene. Således er der kommet 24 procent flere passagerer på Hornbækbanen i januar 2011, siger Tommy Frost til Frederiksborg Amts Avis.

Han forventer at stigningen er permanent og, at der således også i 2011 vil være flere togpassagerer end tidligere i Nordsjælland.

- Men vi vil først evaluere det nye R-net, når vi har fem til seks måneders trafiktal at kigge på, siger han.