Passagerer i metro evakueret under brand

Stenkast mod forruden på metrotogvogn førte til brandalarm og evakuering af et tog på Nørreport Station i København.

Passagerer i et metrotog på Nørreport Station i København blev torsdag ved 21.15-tiden evakueret, efter at der udbrød brand og røg i toget.
- På strækningen mellem Vanløse og Forum har nogle kastet sten ned på forruden af togvognen, hvorefter den er smadret. Vi antager, at glødetråde i ruden er faldet ned på sædet, og det gav en røgudvikling i toget, siger kommunikationschef i Metro Service Jesper Witt til ekstrabladet.dk
Brandalarmen gik på Nørreport Station, hvor Metro-delen nu er helt evakueret for passagerer, efter at brandvæsnet er ankommet.
I øjeblikket er det ikke muligt at passere Nørreport Station med Metro, så det er kun muligt at køre fra Amager til Kgs. Nytorv og fra Vanløse til Forum og retur.