Pas-kup peger mod udlandet

Der er tråde til international kriminalitet i sagen om tyveri et stort antal pas fra Hørsholm Rådhus. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Det var langt fra et banalt indbrud, da tyve sidste efterår brød ind på Hørsholm Rådhus og stjal 80 borgeres pas, flere blanke pas og nogle kørekort.

Siden marts har der været to sigtede i sagen. Nordsjællands Politi ønsker ikke at uddybe, hvilke spor efterforskningen følger, eller hvilke relationer, der kan være til anden organiseret kriminalitet.

Men efterforskningslederen bekræfter, at der er tale om et stort sagskompleks med internationale forgreninger.

- Efterforskningen pågår og er ikke afsluttet endnu. Det er en sag med international efterforskning, siger Lau Lauritzen.

Oplysningerne om sagens store omfang gør indtryk på Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup.

- Det er en skærpende omstændighed, at man stadig efterforsker denne sag.

Det er nyt for mig, at det skulle være så organiseret og omfattende. Det er klart, at det fører mig til at sige, at det gælder om at få en god sikkerhed, hvis den slags er organiseret, som det ser ud til at være, siger Peter Skaarup, som flere gange har været i kontakt med Philip Lundsgaard, der er en af de Hørsholm-borgere, som fik stjålet sit pas og har fået misbrugt sin identitet.

Philip Lundsgaard og andre har kritiseret, at kommunen, ved at opbevare passene i et almindeligt aflåst skab, ikke tog godt nok vare på borgernes personfølsomme oplysninger.

Peter Skaarup stillede i december 2012 spørgsmål til justitsministeren om, hvorvidt kommunernes opbevaring af pas og kørekort er betryggende.

Justitsministeriet refererer i sit svar den 20. august 2013 blandt andet til at Rigspolitiet fortsat overvejer, om der er behov for retningslinjer på området, men det er med Peter Skaarups ord »for tyndt«.

- Jeg hæfter mig ved, at det er så forholdsvist nemt at stjæle de dokumenter, og at Justitsministeriet blot overvejer, om der er behov for retningslinjer. Det har man overvejet i otte måneder nu.

Jeg mener, man burde lave retningslinjer i forbindelse med at kommunerne har overtaget opbevaringen af passene, siger Peter Skaarup.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik