Ulf Pilgaard stopper i Cirkusrevyen

Der er ingen klare arvtagere, når Ulf Pilgaard tager afsked med Cirkusrevyen, vurderer revyekspert.

Ulf Pilgaard er blandt andet kendt for sine parodier på dronning Margrethe, Poul Nyrup Rasmussen og Hanne Bech Hansen. Foto: Michael Jensen / Scanpix Danmark

I samarbejde med tv2.dk

År 2020 bliver sidste år, hvor danskerne får mulighed for at opleve den 78-årige skuespiller Ulf Pilgaard optræde under den store turkise teltdug i Cirkusrevyen på Dyrehavsbakken.

For efter 40 sæsoner takker Ulf Pilgaard af med næste års optræden. Det oplyser Hammer PR i en pressemeddelelse på vegne af Cirkusrevyen.

Ulf Pilgaard har tidligere fortalt, at han planlægger at bruge mere tid sammen med sine børnebørn, når han stopper. Det fortalte han i april til BT.

  Foto: Martin Sylvest Andersen / Scanpix Denmark

Med Ulf Pilgaards exit forsvinder en hel generation af revyskuespillere, og der er ikke nogen klar arvtager, vurderer ekspert.

- Ulf Pilgaard er på et helt andet niveau end nogen anden revyskuespiller i Danmark. Han lukker og slukker for en generation af skuespillere. Og vi kommer aldrig til at se nogen i hans liga igen, siger Rikke Rottensten, revyekspert og museumsinspektør på Alhambra – Museet for humor og satire.

Blev makker med Dirch Passer

Det var revyinstruktøren Preben Kaas, der tilbage i 1970’erne opdagede Ulf Pilgaard og hev ham ind i revyen, hvor han blev sat til at spille over for selveste Dirch Passer.

Herefter blev han fast inventar på en række af landets største revyscener, heriblandt Cirkusrevyen.

Ulf Pilgaard begyndte at spille over for den 14 år ældre Dirch Passer i slutningen af 60'erne. I 1970 lavede de den berømte sketch 'Stjernetegnene', hvor Dirch improviserede så meget, at Ulf Pilgaard fik et grineflip Foto: Hans Petersen / Scanpix Denmark

Alene det, at han blev valgt til at spille over for Dirch Passer, siger, ifølge Rikke Rottensten, meget om hans talent.

- Han har en præcision, en timing og en perfektionisme, der er helt sublim. Hvis man så Ulf Pilgaard spille samme nummer en uge i træk, tror jeg ikke, én optræden ville være ens. Han er altid dér, hvor publikum er, forklarer hun.

Senere kom Ulf Pilgaard til at spille samme med andre store revyskuespillere som afdøde Claus Ryskjær.

Med Ulf Pilgaards farvel forsvinder én af de to store Cirkusrevy koryfæer. Lisbeth Dahl har været instruktør og skuespiller ved revyen siden 2001. Foto: Nils Meilvang / Scanpix Denmark

Cirkusrevyen må lave nytænkning

Torben ”Træsko” Pedersen, der er direktør for Cirkusrevyen, kommer til at gå nogle hårde år i møde, når han siger farvel til revyens helt store stjerne, vurderer Rikke Rottensten.

Det vil nemlig være nødvendigt med fornyelse efter Pilgaards afgang, og det bliver svært at finde nogen, der kan udfylde hans revysko, lyder det. Men ikke umuligt.

Rollen som "perlemor" eller politidirektør Hanne Bech Hansen fra 2009 er blandt Ulf Pilgaards mest berømte. Pilgaard optrådte også med den til Zulu Comedy Galla, hvor han vandt Æresprisen i 2010.  Foto: Scanpix

Samme fornyelse skete nemlig dengang, Ulf Pilgaard og hans generation af skuespillere overtog efter Dirch Passer.

- Man lavede samme fornyelse, da Ulf Pilgaard med flere gik ind og overtog efter for eksempel Dirch Passer. Dirch var mere folkelig og lidt klovneagtig, hvor Ulf Pilgaard var langt mere intellektuel.

- Vidunderligt, at han stopper nu

Til trods for at Rikke Rottensten vil savne Ulf Pilgaard, er hun meget tilfreds med hans valg om at gå af.

- Jeg synes, det er vidunderligt, at han stopper nu. For på den måde kommer vi aldrig til at sige, at vi nåede at se en Ulf Pilgaard, der blev dårlig, siger hun.

Ulf Pilgaard har endnu ikke udtalt sig om sin sidste sæson på Cirkusrevyen, men den 25. juni er han med til at præsentere det samlede hold for Cirkusrevyen i 2020, som bliver hans allersidste år på revyen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik

Kulturkalenderen

Hvad sker der i Lorryland i dag?