Rekordmange voldtægter anmeldt på Roskilde Festival

Ifølge Center for Seksuelle Overgreb er stigningen i antallet af anmeldelser en positiv ting.

Stemningsbillede i campingområdet på Roskilde Festival 2019. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

Der har været rekordmange anmeldelser af voldtægter på årets Roskilde Festival, der løb af stablen sidste uge.

Fra den begyndte til den sidste gæst forlod pladsen, er der anmeldt ti tilfælde mod sidste års tre. Det viser en pressemeddelelse, som Midt- og Vestsjællands Politi sendte ud mandag.

Ifølge politiet skyldes en del af stigningen, at flere anmelder seksuelle krænkelser end tidligere. Derfor anses det heller ikke som statistisk alarmerende.

- Vi skal ligesom alle de andre år have en dialog med festivalen. For vi synes stadig, ti anmeldelser er meget i forhold til, at der helst skal være nul, siger pressemedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi Camilla Broholm.

- Men vi er glade for, at mange anmelder, når de føler, at de har været udsat for noget, så vi kan undersøge og tage hånd om det.

Siden 2011 har det højeste antal anmeldte voldtægter været de seks, som politiet registrerede under festivalen i 2017.

Flere har henvendt sig efter festivalen

I forbindelse med en voldtægter på festivalen er det Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet, der tager sig af undersøgelser, støtte og behandling. Her har de tydeligt mærket til teltbyen i Roskilde, fortæller afdelingssygeplejerske Charlotte Ejsing.

- Vi har haft en travl uge, og flere har også ringet efter festivalen sluttede, fordi de har det skidt, siger hun til TV 2.

Afdelingssygeplejersken forventer, at travlheden fortsætter de kommende uger, fordi mange kommer hjem, får mærket efter, om det der er sket er et overgreb, og først der kontakter centeret, fortæller hun.

De unge har blandt andet oplevet blackouts, er vågnet uden tøj eller haft smerter i underlivet, som har fået dem til at tage kontakt til politiet

Charlotte Ejsing, afdelingssygeplejerske på Center for Seksuelle Overgreb

 Center for Seksuelle Overgreb er dog ligesom politiet af den opfattelse, at stigningen ikke skyldes flere voldtægter end tidligere år.

- Det er også vores klare indtryk, at flere henvender sig. Og det er positivt. Det er blevet mere okay at henvende sig og få hjælp, fordi det er knap så tabubelagt som tidligere, siger Charlotte Ejsing.

Ser ikke Roskilde som problemet

Ifølge afdelingssygeplejersken er antallet af henvendelser til centeret generelt "eksploderet" siden 2017. Derfor hun ser heller ikke Roskilde Festival som problemet i sig selv.

- Vi får også mange henvendelser i forbindelse med Distorsion. Her er der ligeledes mange fulde, unge mennesker, der har svært ved at aflæse hinandens signaler, siger hun.

I forbindelse med Roskilde Festival er det unge mellem 17-23 år, der har været i kontakt med centeret, og overgrebene er udelukkende foregået i campingområderne. I alle tilfælde har der været alkohol involveret, lyder det.

- De unge har blandt andet oplevet blackouts, er vågnet uden tøj eller haft smerter i underlivet, som har fået dem til at tage kontakt til politiet eller direkte til os, siger hun.

Stigning i sager om vold

Udover stigningen i voldtægtsanmeldelser har festivalen oplevet flere tilfælde af vold. Her endte det samlede tal på 20 sager, hvilket er ni mere end sidste år.

Det har været politiets opfattelse, at der i flere tilfælde har været talte om små ting, der er eskaleret og har udviklet sig til vold.

- Det virker til, at der har været en lavere tolerance i konflikter, der ellers nemt kunne være løst, siger Camilla Broholm, der som eksempel blandt andet kan nævne episoder, der er opstået i en kø, eller fordi nogen er gået igennem andres camps.

På den lyse side har der været et markant fald i sager om euforiserende stoffer, mens antallet af anmeldelser om tyveri næsten er halveret. De endelige tal kommer dog først i september, oplyser politiet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik