Heidi Charlotte Abildskov blev dræbt tilbage i november 2012 i Virum. Foto: TV 2

Politiet offentliggør nyt, vigtigt spor i spektakulær drabssag

I samarbejde med tv2.dk

Nordsjællands Politi mener nu, at gerningsmanden til drabet på Heidi Abildskov tilbage i 2012 er af asiatisk afstamning.

Nordsjællands Politi har i dag offentliggjort nye, afgørende oplysninger i den meget omtalte sag om det uopklarede drab på Heidi Abildskov fra Virum i november 2012.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse. 

Den 41-årige familiemor blev i 2012 brutalt knivdræbt af en indbrudstyv, mens hun var alene hjemme i familiens hjem på Frederiksdalsvej.

Nordsjællands Politi har længe arbejdet ud fra en teori om, at gerningsmanden var fra Østeuropa.

Ny dna-metode

Men på baggrund af nye undersøgelser af gerningsmandens dna mener politiet nu, at gerningsmanden er af asiatisk oprindelse.

Politiet har benyttet en helt ny dna-metode, der kan kortlægge, hvor man kommer fra, og har fundet ud af, at han ikke var østeuropæer, som man ellers har troet, men derimod asiat.

Denne kaldes for genografisk populationsundersøgelse og kan fastslå fra hvilket af otte på forhånd definerede områder af verden, det analyserede dna stammer fra. 

00:42

Kort nyt. Photo: TV 2

Luk video

Beder offentligheden om hjælp

Politiet ønsker derfor nu hjælp fra offentligheden i forsøget på at komme videre i sagen og giver følgende signalement af gerningsmanden:

  • Mand af asiatisk afstamning
  • Alder og højde ukendt
  • Var inden drabet iført en sort dynejakke af mærket Buddy i størrelse large med lynlås foran og to skrålommer, lysegrå joggingbukser af mærket Leopard i størrelse 176 med mørkeblå og gule striber ned langs benene og sorte strømper.

Politiet formoder, at gerningsmanden medbragte en rørtang af mærket Sandvik Bahco, som han efterlod på gerningsstedet.

Påvirket af narko under overfald

I forbindelse med drabet har gerningsmanden pådraget sig en skade indvendigt i formentligt højre hånd, og han har blødt kraftigt, skriver Nordsjællands Politi i pressemeddelelsen.

Skaden kan have været behandlingskrævende, og hånden har sandsynligvis været bandageret eller plastret i dagene efter drabet.

Desuden har retskemikerne nu kunnet påvise via analyse af gerningsmandens blod, at denne på gerningstidspunktet var påvirket af flere typer narkotika.

Personer, der har oplysninger til sagen, bedes henvende sig til Nordsjællands Politi på telefon 1-1-4.