Foto: Bax Lindhardt

Politiet bruger 'ekstreme ressourcer' på pokalfinale i Parken

I samarbejde med tv2.dk

Torsdagens pokalfinale mellem FC København og Brøndby IF er "en af de største højrisikokampe", der har været i mange år, lyder det fra flere sider.

Den største sikkerhedsmæssige udfordring til dato mellem to danske fodboldklubber.

Sådan bliver torsdagens pokalfinale mellem FC København og Brøndby IF beskrevet af de sikkerhedsansvarlige for de to klubber.

Københavns Politi beskriver pokalfinalen som en af de største højrisikokampe i mange, mange år. Dermed overgår den landskampen mellem Danmark og Sverige i 2015, hvor kampklædte betjente vogtede Parken og området omkring stadion med automatvåben.

Læs også Skadet FCK-spiller går glip af pokalfinale og landskampe

"Næsten ekstremt"

Opmærksomheden omkring pokalfinalen kan også ses på politiopbuddet, hvor terrorbekæmpelse er en integreret del af indsatsen.

- Vi er helt oppe på næsten et ekstremt niveau af ressourceforbrug. Vi har allerede i vores planlægningsfase indarbejdet den eventuelle terrortrussel, der er mod Danmark, siger politiinspektør Peter Dahl til TV 2 SPORT.

Han fortæller, at de ligeledes har lavet en sikkerhedsplan med anbefalinger af PET, Politiets Efterretningstjeneste, og i samarbejde med DBU.

Kampen i morgen opfatter Københavns Politi som en af de største højrisikokampe, vi har haft i mange, mange år i Københavns politikreds

Peter Dahl, politiinspektør i Københavns Politi

- Vi bruger så mange ressourcer, har lavet en god og gennemgribende plan og har haft den klar i et godt stykke tid, så jeg vil sige, at vi er velforberedte, siger Peter Dahl.

Større end superligaen

Københavns Politi fortæller, at man er i ypperste beredskab, når kampen spilles i morgen. Faktisk også i større beredskab end ved superligakampene mellem FC København og Brøndby, da det er en pokalfinale.

- Kampen i morgen opfatter Københavns Politi som en af de største højrisikokampe, vi har haft i mange, mange år i Københavns Politikreds.

Læs også Lokalbrag en realitet: Brøndby er i pokalfinalen

- Vi bruger generelt rigtig mange ressourcer. Også betydeligt flere ressourcer end vi normalt bruger på en FCK-Brøndby-kamp, og der kan jeg godt afsløre, at vi generelt bruger rigtig mange ressourcer, når de spiller, siger Peter Dahl.

Billetterne revet væk

Politiinspektøren fortæller blandt andet, at en af sikkerhedsforanstaltninger bliver store betonklodser, som bliver placeret omkring parken.

Billetter er blevet revet væk til pokalfinalen, og DBU har meldt udsolgt. På grund af de forhøjede sikkerhedsforanstaltninger, der blandt andet inkluderer en buffersektion på flere end 4.000 pladser, passerer billetsalget dog ikke sidste års tilskuerantal til finalen.

Her så 35.828 mennesker FC København vinde med 2-1 over AGF.

Der er kampstart klokken 17 i morgen.