00:52

Johanna går til krammeterapi: Sundt at ligge i for-ske

I samarbejde med tv2.dk

Singlekvinde fortæller, hvorfor hun går til krammeterapi: Nærvær og menneskelige berøringer gør godt.

Ligesom alle andre mennesker trænger Johanna Iversen til et kram engang imellem.

Men den 59-årige single går struktureret til værks.

Hun går til krammeterapi en gang om måneden. 300 kroner for en halv times behandling hos krammeterapeut Per Brændgaard på Østerbro i København.

- Jeg har levet alene i nogle år, og det har jeg haft det helt fint med. Men så gik det pludselig op for mig, at jeg var blevet distanceret. Både lidt fra mig selv og fra andre mennesker, siger Johanna Iversen, da hun forklarer, hvorfor hun har valgt at gå i krammeterapi.

Læs også Plejepersonale krammer beboere: "Det giver stjernestunder"

Fysisk kontakt

Terapien tager udgangspunkt i den simple kendsgerning, at alle mennesker har behov for fysisk kontakt med andre mennesker.

- Alting går så hurtigt. Vi har ikke tid. Og det der med nærværet, det der med at være fjollet: Bare være menneske. Det trænger vi til at få tilbage i livet. Det er det, vi også er her for, siger Johanna Iversen.

Krammeterapeut Per Brændgaard tilbyder de mest grundlæggende former for generel menneskelig kontakt. Ud over kram er det eksempelvis en lejlighed til at ligge i ske med et andet menneske i nogle minutter.

Endda med frit valg mellem for-ske og bag-ske.

Johanna Iversen foretrækker at være for-ske og at lade Per Brændgaard putte sig ind til sin ryg.

- Fundamentet for krammeterapi er fuldstændig uden sex. Så der er intet som helst seksuelt i det, forklarer han.

Læs også Kramme-politi i Nordsjælland: Betjent krammer cyklister med hjelm

Oxytocin

Per Brændgaard beskriver selv krammeterapi som ’bevidst berøring med kærlig-venlighed’, der er godt for det generelle velbefindende og godt mod stress, angst og uro.

Rent videnskabeligt handler det om stoffet oxytocin, der frigøres i kroppen ved berøring og har betydning for et menneskes evne til at indgå i relationer med andre.

- Oxytocin er med til at knytte bånd. Og det gør det ved at virke tilbage på hjernen. Så dem, vi er sammen med, når vi får frigivet oxytocin, de kommer til at betyde noget mere for os, forklarer hjerneforsker Troels Kjær fra Roskilde Sygehus.

Læs også Massage skal holde på lærere

'Nydelse er sundt'

- Man hungrer efter den menneskelige kontakt. Det sociale netværk. Og det sociale netværk kan man få på mange måder. Men det, der er sket, er, at vores social life det er ude på medierne, siger hjerneforskeren.

Det er her krammeterapeut Per Brændgaard kommer ind i billedet. Han tilbyder ’velvære og kropslig, sanselig nydelse’. Og som han skriver på sin hjemmeside:

- Nydelse er sundt i sig selv.