Søndag kom temperaturen i København i diset solskinsvejr op på 20,5 grader, og for en stund kunne man igen få følelsen af rigtig sensommer. Især i den østlige del af landet.
Og selvom temperaturerne ikke kommer helt så højt op på ugens første dag, vil man igen især mod øst kunne få en lun mandag med gode chancer for solskin.
Stort højtryk over Skandinavien
Et stort højtryk sender fortsat ret varm luft ind over Danmark østfra, og havde det været højsommer, kunne vi uden tøven love blå himmel og 26-27 grader.
Men på denne årstid dannes der mange steder i løbet af natten tåge og lave skyer, som kan genere i navnlig morgen- og formiddagstimerne, inden solen flere og flere steder brænder igennem om eftermiddagen.
Måske mest sol mod nord og øst
Prognoserne peger på, at det især er i de nordlige og østlige egne, at man kan få solen at se mandag eftermiddag, selvom der også vil være lysere perioder i den øvrige del af landet.
Fælles for hele Danmark er, at det holder tørt.