Årets største meteorstorm – her kan du se stjerneskud i aften

De næste to dage er meteorsværmen Perseiderne allermest aktiv, og der er rig mulighed for at se stjerneskud og ildkugler - især i den østlige del af landet.

00:21

Der er gode muligheder for at se stjerneskud mandag aften - især hvis man bor i TV 2 Lorrys sendeområde.

Man vil mandag aften kunne se stjerneskud mange steder i landet, men især i de østlige egne vil der være frit udsyn til de mellem 50 og 100 stjerneskud hver time.

Man kan også se såkaldte ildkugler, der er kraftige stjerneskud, der trækker et langt spor hen over himlen.

Solen går ned klokken 20.40 i Nexø på Østbornholm og klokken 21.15 i Thyborøn i Vestjylland.

Fra omkring klokken 22 er det mørkt nok til, at man kan se stjerneskud, hvis man kigger mod nord/nordøst.

  Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Mellem klokken 22 og 23 er der næsten skyfrit i Østdanmark, mens det er ret skyet i store dele af Jylland.

Det tætteste skydække løber gennem den centrale del af Jylland, så både i Sydjylland og Nordjylland vil der også være huller i skydækket.

  Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Omkring midnat vil skyer drille på Vestfyn, og skydækket i Østjylland er også taget til, men ellers er det bedre at se stjerneskud ved midnat end klokken 22, fordi solen er længere nede under horisonten, og det derfor er mørkere.

Lysforurening fra byer og fuldmåne

De bedste vilkår for at se stjerneskud er at komme væk fra byer, som laver såkaldt lysforurening.

Månen vil også lyse op, da den er næsten fuld - 96 procent - og først går ned omkring klokken tre natten til tirsdag.

  Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Hvis man hellere vil stå tidligt op og se stjerneskud, kan man undgå lysforureningen fra månen, men til gengæld er der generelt flere skyer.

Især på Sjælland kan det vise sig at være en dårlig idé at vente til tirsdag morgen, fordi skyer breder sig fra vest.

De bedste vilkår for at se stjerneskud tirsdag tidlig morgen findes ifølge nedenstående grafik på Østsjælland og i Nordøstjylland. Solen står op mellem 05.30 og 05.50, og så er der lukket for stjerneskud frem til tirsdag aften.

Tirsdag aften vil der generelt være flere skyer, men i Nordjylland og Nordsjælland er der mulighed for at se stjerneskud.

Stjerneskud fra Perseiderne er aktive frem til 24. august, men er mest aktive mandag og tirsdag.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik