Foto: TV 2

I Torvehallerne koster et brød 50 kr: "Det er lidt sindssygt"

I samarbejde med tv2.dk

"Det delte Danmark": Københavnere bruger en større del af lønnen på luksus -for eksempel madvarer, som andre kalder sindssygt dyre.

I Torvehallerne i det centrale København betaler kræsne forbrugere gerne 50 kroner for et rugbrød.

Hos købmanden i Falstring i Nordjylland, som TV 2 Nyhederne besøgte tirsdag, kan man få et brød for bare 20 kroner.

Det er bare en af de mange forskelle, som seerne har gjort TV 2 opmærksom på, siden vi begyndte vores serie om ”Det Delte Danmark”. Forskellen i dette eksempel er måske ekstrem, men tendensen er god nok: Folk i hovedstadsområdet bruger generelt en større del af lønnen på luksusvarer end i resten af landet.

Læs også Nu åbner Danmarks største fødevaremarked: "Det bliver lidt frækkere"

- Der er flere i København, der bruger penge på luksusvarer, på økologiske varer i København end i resten af landet. Hvis jeg går ind hos den gode bager i Haderslev eller i Holstebro og får et godt brød, så koster det samme brød flere kroner mindre end det gør i København, siger forbrugerøkonom hos Nordea Ann Lehmann Erichsen.

De dyre brød hos Laura’s Bakery i Torvehallerne kan sagtens finde købere.

- Hvad er dyrt? Det smager supergodt, siger københavneren Anders Hochheim, der går på indkøb i Torvehallerne en gang om ugen.

 En af de andre kunder Connie Rasmussen derimod synes priserne er pebrede. Men hun er også på besøg fra Odense. Hun synes 50 kroner for et rugbrød er voldsomt.

Læs også Nu åbner Danmarks største fødevaremarked: "Det bliver lidt frækkere"

- Det kunne sikkert også være lækkert, hvis det kostede 35 kroner. Det er lidt sindssygt. Så får jeg sådan lidt lyst til at tænke fynske eller jyske priser, siger Connie Rasmussen.

Hos den københavnske bager, Laura’s Bakery, mener de prisen for rugbrødet med havsalt er helt fair:

- Det synes jeg. I forhold til kvaliteten, siger ekspedienten Kathrine Elfort.

Hos købmanden i Fjaltring, Christian Schou kan man få et godt brød til 25 kroner. Foto: TV 2

 

I samarbejde med tv2.dk