ANMELDELSE: Funky fyrværkerimester

Da Eminem spillede på Roskilde torsdag aften, var der ifølge festivalens programchef Anders Wahrén besøgsrekord for alle årene med omkring 100.000 personer på pladsen.

Helt så mange er der ikke et døgn senere, da Bruno Mars går på, men området er ganske tæt pakket, for den Hawaii-fødte sanger, sangskriver og multinstrumentalist med det borgerlige navn Peter Gene Hernandez har været en verdensstjerne siden gennembruddet i 2010 og har allerede talrige hits på cv’et. 10 af hans solosingler har ligget i top 10 i USA, fem af dem har ligget på førstepladsen, billedet er det samme i store dele af den øvrige verden, og så er der hans gæsteoptrædener hos adskillige kunstnere.

Bruno Mars lægger hårdt ud med sin hidtil seneste single, ”Finesse” og fyrer samtidig af for en god portion fyrværkeri, og publikum er på fra start. Mars har traditionen tro medbragt sit band The Hooligans, som tæller to mandlige korsangere, tre blæsere foruden guitar, bas og trommer.

Nu vil jeg meget nødig lyde som en gammel mand, men i en verden af backtracks, AutoTune og koncerter, der kan afvikles fra en MPC kun lidt større end en tændstikæske, er det en fornøjelse at se og høre et orkester af gode, gammeldags levende mennesker, som hver især betjener et instrument og oven i købet er fremragende til det. The Hooligans swinger ganske enkelt forrygende, og Bruno Mars er en fortrinlig frontmand, om end hans sædvanligvis stærke soulstemme, der på studieindspilninger giver mindelser om Michael Jackson i dennes velmagtsdage i slut-70’erne og 80’erne, i aften er en smule rusten.

Måske er det derfor, Mars lader publikum synge en stor del af sin ellers smukke ballade ”Versace on the Floor”, som er et af de numre, hvor hans vokal skal trække et stort læs i det høje register. 

”Finesse” har et beat, der er inspireret af 90’er-r&b og -hiphop, men ellers er det mest de store og fortrinsvis afdøde funkmestre, Mars’ musik vækker mindelser om: Førnævnte Jackson, Prince og James Brown samt Stevie Wonder, der heldigvis stadig lever, men rent statistisk set må siges at være i sin karrieres efterår.

Det største kritikpunkt, man kan rette mod Bruno Mars’ musik er den manglende originalitet, men på den anden side: Mars er vel ikke mindre original end eksempelvis Jack White, om end Mars endnu ikke kan prale af (ufrivilligt) at have skrevet en fodboldhymne, som vi rent faktisk også får at høre i en kort pause mellem to Mars-sange.

Fyrværkeriet bliver fyret af under og efter talrige numre, men det er altså sikkerhedsgodkendt og ikke brandfarligt her i tørken. Mars’ sange i sig selv er dog rigeligt til at sætte fut i folk, og numre som ”Marry You”, balladen ”When I Was Your Man”, ”Grenade” og ”Just the Way You Are” får gang i struberne, især de kvindelige. En meget lang tromme- og en ditto keyboardsolo tager dog momentum ud af showet lidt over halvvejs, og det er ikke, fordi Bruno Mars skal skifte sin fodboldtrøje – der bærer påskriften ”24K” med reference til hans seneste album, 24K Magic – for det gør han ikke.

Efter en lille halvanden time siger Bruno og banden tak for i aften, men da han endnu ikke har spillet sit nok største hit, Mark Ronson-samarbejdet ”Uptown Funk”, ved vi godt, at det kommer som ekstranummer, og det gør det da også – og publikum går amok i dansefest. De sidste raketter bliver fyret af, og Bruno Mars har leveret det party, vi havde håbet og forventet. Hvis han lige erstatter 25 procent af pyroteknikken med smørelse til stemmebåndet og skærer ned på soloerne næste gang, bliver festen endnu federe.