ANMELDELSE: 6 stjerner til legende i færd med at overgå sig selv

Nick Cave spillede med bandet The Bad Seeds på Orange Scene på Roskilde Festival fredag aften. Foto: Jens Nørgaard Larsen - Ritzau Scanpix

I samarbejde med GAFFA

Nick Cave and The Bad Seeds' koncert på Orange Scene fredag aften kvitteres med fuld plade - seks stjerner fra GAFFA.

På Nick Caves femten år gamle Nocturama-album er der en sang, som hedder ”Baby, I’m on Fire”. Den er ikke med på den blot 13 sange lange festivalsætliste i Roskilde iaften, og godt det samme – for det er ikke desto mindre nøjagtig, hvad vi får:

En Cave med ild i – bakket op af sine som altid fremragende Bad Seeds, som denne sene fredag aften, mens mørket falder på spiller hårdere, mere konfronterende, end længe hørt.

Det var netop hér, på den Orange Scene i 1996, undertegnede i sin tid oplevede Nick Cave & The Seeds live første gang. Og nu står han her gudhjælpemig igen – og sender hilsner tilbage til netop halvfemserne med titler som "Do You Love Me? Part 1", "Loverman"  (Cave: "This is a song from the dark ages...") og "Stagger Lee".

Det slår gnister allerede tidligt i sættet, selv efter Caves høje standarder; koncertens første håndfuld sange virker nærmest overrumplende. Warren Ellis smiler: Også bandet er på, smittet af hovedpersonens magnetiske energi.

Læs også ANMELDELSER: Tre af torsdagens fedeste Roskilde-koncerter - én hev seks stjerner hjem

 Livgivende faktor

Cave er bogstaveligt talt ude over scenekanten, i intens fysisk nærkontakt med sit publikum, som det er blevet ritual ved hans koncerter.

Cave talte for nyligt om publikumskontakten som en decideret livgivende faktor efter sønnen Arthurs pludselige død for tre år siden – og med "Girl in Amber" og den sitrende intense showstarter "Jesus Alone" fra Skeleton Tree mindes vi om, hvad dette også er:

Et menneske midt i en personlig genrejsning oven på en personlig tragedie – hvor kunsten nok engang er blevet redningsplanken for en mand, hvis maniske arbejds-iver i sin tid blev kickstartet af farens død i en trafikulykke.

"Weeping Song" udspændes mellem dekonstruktion og skønhed, mens "From Her to Eternity" nærmest eksploderer i hænderne på bandet; siden inviteres til regulær fællessang i den sekulære salme "Into my Arms". Aspekter af kærligheden afdækket af en 60-årig rockstjerne midt i et sent, folkeligt gennembrud.

Det er besynderligt, men dybest set livsbekræftende, at bevidne: En blanding af gamle fans og forudsætningsløse unge festivalgæster i et meningsfuldt møde med rockdigteren, punkprædikanten og mennesket Nick Cave, som træder frem midt i rockritualets medrivende drama.

Læs også ANMELDELSER: Tre af de fedeste koncerter på Roskildes første musikdag

Start it, Marty!

Det handler om døden, ja, om tabet, foruden kærligheden og dens onde tvilling savnet – og om sex, og vold. ”Start it, Marty,” siger Cave over skulderen til bassisten Martyn P. Casey, og så rulles bandets obskøne take på traditionalen "Stagger Lee" ud.

Med linjer som ”I’ll crawl over fifty good pussies just to get to one fat boy’s asshole,” selvom der ret beset er børn til stede. Lige efter vi har fået den gradvist opbyggede publikumstræffer "Jubilee Street": En sang om impotens, som gradvist muterer og bliver til en fabel om forvandling.

For en del af de fremmødte foran Orange Scene er det sandsynligvis en fabelagtig førstegangsoplevelse – for andre er det Cave, som vi kender ham: I sort jakkesæt, dinglende guldkæde, tilbagestrøget hår og en konfronterende finger rettet mod et udvalgt medlem af publikum: ”Listen!....Especially you!”

Det er en digter, som taler, skriger, synger til os – men det sker med rockmusikkens direkte henvendelse. Excorcisme er blot et fattigt ord, når Nick Cave & The Bad Seeds ruller sig så eftertrykkeligt ud, som tilfældet er disse 90 minutter i Roskilde, i aften. Det var fucking sindssygt, som de unge ville sige.