Foto: TV2/Lorry

Parken meldt til politiet efter Kvist-salg

Både Parken og Silkeborg IF Invest er politianmeldt for ikke at have offentliggjort spillersalg i tide.

Parken var for langsomme til at offentliggøre salget af FC København-anføreren William Kvist, som i sommer skiftede til tyske VfB Stuttgart.

Det mener Finanstilsynet, som derfor har meldt Parken til politiet for ikke at have overholdt værdipapirhandelsloven.

Parken har ifølge loven pligt til hurtigst muligt at offentliggøre intern viden, og det er ikke sket, lyder vurderingen fra Finanstilsynet.
Derfor har tilsynet nu overgivet sagen til politiet med henblik på videre efterforskning.

Selv afviser Parken i en pressemeddelelse, at loven er blevet overtrådt.
- Det er Parkens opfattelse, at offentliggørelse af salget af kontraktrettigheden på William Kvist til VfB Stuttgart skete hurtigst muligt, skriver Parken.

Selskabet tilføjer, at omtalen i medierne af et eventuelt salg af William Kvist frem til Parkens offentliggørelse ikke ændrede sig i en sådan grad, at Parken var forpligtet til at kommentere rygterne i en selskabsmeddelelse.
- Parken kan på denne baggrund derfor ikke tilslutte sig Finanstilsynets vurdering af, at Parken har overtrådt værdipapirhandelsloven, lyder meldingen fra selskabet.

Ifølge Finanstilsynet burde salget have været offentliggjort den 15. juni 2011, men selskabet kom først med meddelelsen formiddagen efter.
Også Silkeborg IF Invest er blevet meldt til politiet, fordi aktieselskabet ikke rettidigt har offentliggjort salget af Jim Larsen til norske Rosenborg BK.

Silkeborg IF Invest er ifølge en selskabsmeddelelse blevet anmeldt, fordi Ekstra Bladet 12. marts bragte en artikel om, at Jim Larsen samme dag skulle til lægetjek i den norske klub.

Selskabets officielle meddelelse kom samme dag, men først 6,5 timer senere, og derfor er værdipapirhandelsloven overtrådt, mener Finanstilsynet.

Silkeborg IF Invest afviser ligesom Parken at have overtrådt loven.