Foto: TV 2 Lorry

Troels og Sofie købte drømmen: Nu kæmper de med tre forsikringsselskaber

Meget kan gå galt, når man køber ny bolig. Ét år efter at en familie i Gørløse købte nyt hjem, har de endnu ikke sovet i huset.

Selvom en tilstandsrapport ser fin ud. Og selvom man har både husforsikring og ejerskifteforsikring, så kan det godt gå galt alligevel, når man køber nyt hjem.

Familien bor nu i en skurvogn i indkørslen til det, de troede, var deres drømmehus.  Foto: TV 2 Lorry

Det er blandt andet sket for en familie i Gørløse, der købte hus for nu et år siden, men som endnu ikke har sovet i det nye hjem.

Troels Andersen og Sofie Pedersen havde ellers gjort alt for at sikre sig. 

Tilstandsrapporten sagde, at huset var i fin stand, og de havde fået nogle håndværkere til at tjekke boligen. 

Men da sælgeren flyttede sine møbler, opdagede de, at gulvet gyngede.

Se familiens historie her:

04:33

Par får ingen støtte fra forsikringsselskaberne

Luk video

Læs også Her gør din adresse forsikringen dyr

Kaster lorten videre

Sælgeren melder skaden til sit forsikringselskab Tryg, og der bliver efterfølgende lavet flere undersøgelser, som fastslår, at der er fugt og skimmelsvamp i store dele af huset, som gør det sundhedsskadeligt at bo i.

Til at starte med er det Frida Forsikring, som parret har tegnet ejerskifteforsikringen hos, der har sagen. Men da der efter flere undersøgelser opstår tvivl om, at skaden skyldes en utæt kloak udvikler det sig til en tvist mellem de tre involverede forsikringselskaber.

For mange skriverier frem og tilbage mellem advokater og forsikringsselskaber trækker kun sagen i langdrag, til stor skade for huskøberen, som netop ikke burde være "gidsel" i sådan en tvist.

Marie-Louise Pind, advokat i Pind og Partnere

I fem måneder sender forsikringsselskaberne sagen frem og tilbage, mens familien måbende ser på fra sidelinjen.

Familien er gidsel

TV 2 Lorry har onsdag talt med alle tre forsikringselskaber, og de beklager alle situationen. Inden længe afholdes der et fælles møde på ejendommen. 

Marie-Louise Pind fra advokatfirmaet Pind og Partnere, har stor erfaringer med ulykkelige skimmelsvampsager, hvor der opstår tvist imellem husforsikringen og ejerskifteforsikringen. Hun mener, at uenigheden om hvem som skal dække skaderne, bør løses så hurtigt som muligt, så huskøberen ikke lide unødvendig overlast.  

-  Helt overordnet, når det drejer sig om vand eller fugtskader på ejendomme, er det min erfaring, at sådanne forsikringstvister bedst løses ved at de implicerede parter mødes ude på selve ejendomme og besigtige skaderne sammen med tekniske rådgivere. Så drøfter parterne årsagen til skaden, omfanget og de eventuelle løsninger, siger Marie Louise Pind til TV 2 Lorry.

- Ofte er det herefter muligt for selskaberne at finde ud af hvem det skal dække hvad. For mange skriverier frem og tilbage mellem advokater og forsikringsselskaber trækker kun sagen i langdrag, til stor skade for huskøberen, som netop ikke burde være "gidsel" i sådan en tvist, hvis det er åbenlyst at et af selskaberne skal dække skaden. Vi skal huske at sager om skader ved fast ejendom bedst løses på ejendomme og ikke over skrivebordet. Det er ganske enkelt nemmere at få det byggetekniske overblik på stedet som gør at sagen kan afgøres korrekt, siger hun.

Forbrugerrådet Tænk er ikke overraskede over situationen: 

02:20

En familie i Gørløse troede, at de havde købt deres drømmehus. Men det skulle vise sig at udvikle sig til et sandt boligmareridt

Luk video

9 ting du skal huske, når du køber bolig

Når du skal finde bolig:

- Få styr på økonomien og boliglånet
Dan dig et realistisk overblik over, hvad boligen må koste. Lav et budget, og lad en uafhængig, økonomisk rådgiver eller banken hjælpe dig med at få overblik over din økonomiske situation, så du har styr på, hvad du har råd til at sidde for om måneden. Få også hjælp til at vælge det boliglån, der passer bedst til dig og din økonomi – en bolig er formentlig dit livs største investering, og et forkert valg kan koste dyrt. 

- Kend dine behov 
Formulér dine krav til en kommende bolig, inden du går på jagt – ellers kan du komme til at købe en bolig, der ikke passer til dig. Tænk fx over, hvor meget plads du har brug for nu og i fremtiden – er der fx mulighed for en tilbygning, hvis du skal have børn? Og er boligen placeret det rigtige sted i forhold til fx job, natur, skole og offentlig transport? 

Når du har fundet en bolig

- Gennemgå husets tilstandsrapport
Se tilstandsrapporten grundigt igennem. Den kan give dig en fornemmelse af husets stand og omfanget af skader. Den er dog ingen garanti for, at der ikke er andre skader end dem, der er omtalt i rapporten. Det er sælger, der skal betale for tilstandsrapporten og sørge for, at den bliver lavet. 

- Tjek husets energimærkning 
Udgifterne til varme kan i nogle tilfælde være større end udgifterne til boliglånet. Energimærket kan give dig et billede af boligens energimæssige stand og behovet for forbedringer i fremtiden. Det er lovpligtigt, at sælger får lavet en energimærkning af boligen.

- Få rådgivning af en byggesagkyndig eller anden byggerådgiver 
Gennemgå huset med en byggesagkyndig, som kan uddybe bemærkninger i tilstandsrapporten, og finde andre skader og farer. Han kan også fortælle, hvad det ca. vil koste at få udbedret fejl og mangler. Hvis der er større skader, kan du bruge det til at forhandle prisen på boligen ned. 

- Sæt din ind i området omkring boligen
Med en hushandel følger også både naboer og lokalområde. Undersøg derfor, om området rummer de kvaliteter, du efterspørger. Læs referater fra grundejer- eller ejerforening og find ud af, om der er konflikter eller planer om store investeringer i fremtiden, der kan påvirke dig økonomisk – fx om kommunen vil separere regnvand og spildevand, det kan koste dig op mod 150.000 kr. Tjek også kommunens lokalplaner for området, og om det er en offentlig eller privat vej, det sidste kan betyde store udgifter.

Når du skal gennemføre boligkøbet

- Overvej en ejerskifteforsikring 
De fleste tegner en ejerskifteforsikring, når de køber bolig, og det er en god idé, for ejerskifteforsikringen dækker, hvis der viser sig at være fejl og mangler i boligen, som ikke er omtalt i tilstandsrapporten. For at få denne forsikring skal der være lavet en tilstandsrapport. Ejerskifteforsikringen løber typisk 5 eller 10 år, og udgiften deles mellem sælger og køber. 

- Alliér dig med en advokatSørg for at få et advokatforbehold med i købsaftalen, og lad en advokat gennemgå købsaftalen, inden du skriver under. Få også advokaten til at gennemgå tilstandsrapport, energimærkning og ejerskifteforsikringstilbud for at sikre, at alle de juridiske forhold er i orden.

- Vær sikker på finansieringen
Lav et forbehold om, at din bank skal godkende købet og finansieringen. På den måde har du tid til sammen med din bank at regne på økonomien og beslutte, hvilke boliglån du skal vælge.

Kilde: Bolius