P-pladser vil koste lejere dyrt

Foto: TV2/Lorry

Betragtelige huslejestigninger venter beboerne i en stribe af hovedstadens almene boligselskaber, skriver Politiken mandag.

Det viser et nyt notat fra kommunens teknik- og miljøforvaltning, udarbejdet efter at et politisk flertal på Københavns Rådhus har erklæret, at der nu skal etableres 4.000 af de parkeringspladser, som kommunen gennem årene har givet dem dispensation til at udskyde.

Omkring 1.600 af de pladser vil Københavns almene boligselskaber skulle stå for. Det svarer til en samlet udskrivning på mellem 500 og 800 millioner kroner, som for den enkelte almene bolig kan omregnes til huslejestigninger på op til 360 kroner om måneden, vurderer forvaltningen i notatet. Det skriver Politiken mandag.

En opgørelse fra en afdeling i Københavns største almene boligselskab FSB viser dog, at det kan blive langt dyrere: 110 handikap- og ældreboliger på Islands Brygge vil hver få en huslejestigning på omkring 600 kroner, hvis boligkompleksets 41 udskudte p-pladser skal indløses.

»Dette er det rene galimatias. Dengang vi opførte byggerierne, var kommunen ganske enig i, hvad parkeringsbehovet var. Vi har stadig de pladser, vores egne beboere har behov for, så hvorfor i alverden skal de undgælde med en huslejestigning, for at pendlere til byen kan parkere«, siger direktør i FSB Bjarne Larsson til Politiken

Typisk har en bygherre ifølge kommunens lokalplan skullet etablere 1 parkeringsplads per 100 boligkvadratmeter. Men en lang række boligselskaber og private entreprenører har gennem årene fået dispensation, mens kommunen så at sige har sat forpligtelsen i banken - hvilket har medført, at der i dag er små 14.000 skyldige pladser i København. Og nu vil et flertal bestående af Socialdemokraterne og den borgerlige opposition på rådhuset altså indløse 4.000 af dem.

»Vi kan ikke leve med, at man i nogle brokvarterer ofte ikke kan parkere inden for en kilometer fra, hvor man bor«, siger næstformand i Teknik og Miljøudvalget, Jakob Hougaard (S) til Politiken.