Overvågning sparer skoler penge

De fleste af skolerne i Fredensborg Kommune har videoovervågning, og det har vist sig at forebygge hærværk, skriver Frederiksborg Amts Avis.

For to år siden brugte
Niverødgaardskolen i Nivå 223.000 kroner på smadrede ruder og
andet hærværk mod skolen, men efter at skolen fik installeret
videoovervågning, har der stort set ikke været hærværk.
Tilsvarende meldinger kommer fra andre skoler i Fredensborg
Kommune, der har overvågning, og det får venstrepolitikeren
Thomas Bak til at love flere penge til overvågning.- Vi er
villige til at finde økonomien. Vi kan ikke stille op som
politikere og sige hvor det skal være, men hvis institutionerne
siger at det her er noget de kan bruge, så vil vi gerne fra
politisk side bakke op om det. Hvis en institution har hærværk
for to millioner kroner om året, og det koster 300.000 at få
overvågning, så er der jo penge at spare, siger Thomas Bak.
Imidlertid er der endnu ikke videnskabeligt belæg for at sige,
at overvågning løser alle problemer med hærværk på skoler, lyder
det fra Anders Albrechtslund fra Aalborg Universitet, der har
skrevet en ph.d om overvågning og etik. - Hvis jeg skulle
rådgive om overvågning på en skole, ville jeg sige, at man skal
holde sig for øje, hvad den konkrete grund til overvågningen er,
så det ikke pludselig bliver et middel til noget andet, siger
han desuden og nævner som eksempel, at hvis man begynder at
bruge overvågningen til at se om eleverne forlader skolens
område i skoletiden, så har formålet flyttet sig, og det skal
man passe på med.