Øresundsbroen: Elastikspring er ulovligt

En mand sprang torsdag ud fra Øresundsbroen i elastik, og nu kan hele verden se springet på YouTube. Men det er absolut forbudt at springe ud fra broen, oplyser presseansvarlig Sanna Holmqvist til www.sn.dk.

- Vi tager det meget alvorligt. Det er strengt forbudt at bungyjumpe ud fra Øresundbroen. For det første må man jo ikke standse med en bil på broen, fordi det er en motorvej, og for det andet er der jo hele sikkerhedsspørgsmålet. Det er mod alle bestemmelser. Vi har 200 kameraer, der filmer broen, men alligevel er det lykkedes ham at springe, siger Sanna Holmqvist.

Manden, der springer ud, er svensker og kalder sig "Broindianen". Det er første gang, en person er bungyjumpet ud fra Øresundsbroen.