En ny charter, der opfordrer til gennemsigtig skatteadfærd, møder kritik fra oppositionen på rådhuset i Gladsaxe. Foto: Gladsaxe Kommune

Oppositionskritik: Kommune vil styre investeringer efter 'moralsk kompas'

Gladsaxe Kommune vil selv kunne bestemme, hvilke virksomheder de vil arbejde sammen med i fremtiden. Men baggrunden er både moralsk styret og 'fluffy', lyder kritikken fra oppositionen i byrådet.

Hvis man som firma vil handle med Gladsaxe Kommune i fremtiden, er det kommunens ønske, at man skal 'bestå' kommunens interne bestemmelser om "aktivt ejerskab og ansvarlige investeringer" om blandt andet skatteprocent og bæredygtighed.

Det står klart, efter et rødt flertal i kommunens Økonomiudvalg mandag stemte for et ændringsforslag, der var blevet stillet af borgmester Trine Græse fra Socialdemokratiet.

Bestemmelserne betyder, at kommunen fremover vil have mulighed for aktivt at tilvælge virksomheder, der "udviser en ansvarlig skatteadfærd", som der står i ændringsforslaget.

Et lignende tiltag er tidligere stemt igennem i andre kommuner, eksempelvis Albertslund og Næstved. 

Læs også Kommune går ind i kampen mod skattely og kræver gennemsigtighed

Hvad bliver så det næste? Det er et skråplan, det her

Henrik Bach Mortensen, byrådsmedlem for Venstre

Samtidig vil Gladsaxe Kommune kræve "gennemsigtighed og fair beskatning" hos kommunens leverandører, ligesom kommune vil have mulighed for at opsige kontrakter med firmaer, som bliver dømt for skatteunddragelse.

Men selvom forslaget blev stemt igennem med stemmerne 6 mod 3, er det langt fra alle i byrådet, der mener, at det såkaldte "charter for skattelyfri kommune" er en god idé.

Faktisk giver ændringsforslaget ingen reelle beføjelser til byrådet, lyder kritikken.

Her ses det charter, som Gladsaxes borgmester ønsker, at kommunen skal være en del af.

- Det, man lægger op til, er, at kommunen skal styre efter meget moralske vurderinger på skatteområdet. At kommunen selv vil vurdere, om en virksomhed leverer fair skatteadfærd, siger Henrik Bach Mortensen, der er byrådsmedlem for Venstre i Gladsaxe, og tilføjer:

- Det er Venstre imod. Når virksomheder driver deres aktiviteter lovligt, så er det ikke kommunens ansvar at anskue dem moralsk. For hvad bliver så det næste? Det er et skråplan, det her.

Opposition mener, at charter er ulovligt

Både Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, der i alt er repræsenteret med tre stemmer i økonomiudvalget, stemte mod forslaget.

Vi kan påvirke regeringen og skatteministeren til, at vi gerne vil have mere gennemsigtighed på det her område

Borgmester Trine Græse, Socialdemokratiet

Af referatet på mødet fremgår det, at det konservative byrådsmedlem Lars Abel kom med et ændringsforslag som følge af borgmesterens ændringsforslag.

"Vi vil ikke kunne beslutte særregler i Gladsaxe Byråd og f.eks. afvise at handle med eller investere i virksomheder, som i øvrigt overholder dansk lovgivning. Derfor vil det heller ikke være lovligt, såfremt Gladsaxe Byråd vedtager en hensigtserklæring, f.eks. i et særligt charter, som foreslået", står der i referatet.

National politik i byrådet, siger kritiker

Ifølge Henrik Bach Mortensen er det slet ikke en kommunalpolitisk beslutning, som byrådet har taget.

En sådan beslutning hører hjemme helt andre steder, lyder det.

- Gladsaxe skal ikke være en slags vogternes råd. Det har vi domstolene og Christiansborg til.

Borgmester Trine Græse stillede selv ændringsforslaget, som blev vedtaget med seks stemmer for, tre stemmer imod. Foto: Gladsaxe Kommune

- Jeg synes, det er et udtryk for, at Gladsaxes borgmester beskæftiger sig med noget, som ikke er for kommunen eller i kommunalt regi. Det giver langt ud over det, som har med kommunalbestyrelsen eller andet at gøre, siger han.

Venstre-politikeren mener, at det er en umulig opgave for kommunen at vurdere, hvorvidt virksomheder, som kommunen indgår aftaler med, betaler en 'fair skat'. 

Borgmester: Det er vores opgave som kommune

Den kritik køber borgmester Trine Græse fra Socialdemokratiet ikke.

Hun påpeger i stedet, at det ikke er kommunens hensigt at vurdere, hvorvidt virksomheder betaler en 'fair' skat.

Når byrådsoppositionen påstår det, er det er en fejllæsning af ændringsforslaget, forklarer hun.

- Vi vil ikke bryde loven, og vi kan ikke tage stilling til, om en virksomhed overholder skattelovgivning eller ej.

- Men vi kan påvirke regeringen og skatteministeren til, at vi gerne vil have mere gennemsigtighed på det her område. For vi vil gerne bruge de her kommunale penge på virksomheder, der betaler sin skat i Danmark, siger borgmesteren.

- Vi vil gerne som kommune understøtte et bæredygtigt samfund og en bæredygtig udvikling i vores samfund. Derfor har vi i januar besluttet gennem "aktivt ejerskab og ansvarlige investeringer" at bruge en lille del af vores likvide styrke til at fremme FNs verdensmål.

Kommunen har vedtaget en stor del af aftalen om aktivt ejerskab og ansvarlige investeringer allerede i januar måned.

Ændringsforslaget, som er stillet af Trine Græse selv og vedtaget af et flertal i byrådet, omhandler et charter om skattelyfri kommune. 

Oppositionen i byrådet kalder ændringsforslaget et skråplan. Foto: Gladsaxe Kommune

"Kommuner bør stå sammen for at presse beslutningstagerne"

Det mener borgmesteren er en del af den fælles opgave, man som offentlig myndighed spiller ind i.

- Det vil glæde mig, hvis der er mange kommuner, som underskriver det her charter og påvirker alle de steder, vi kommer til at sige, at vi bliver nødt til at gøre noget, for at sikre vores egne virksomheder fair konkurrence, lyder det fra borgmesteren, som tilføjer:

- Det er ikke alle der synes, at det er et moralsk og etisk problem, men det er vi et flertal i Gladsaxe, som synes, det er. Det vil vi gerne gøre vores til i Gladsaxe kommune - og det gør vi ved at presse regeringen og beslutningstagerne på denne her måde. 

Læs også Kommune med opråb til borgerne: Pas på dem her - de er meget sjældne