Ønske om fridag lå bag bombetrussel

Det var ønsket om en halv fridag, der i onsdags lå bag en 32-årig mands bombetrussel mod Nettos hovedkvarter i Køge. Det skriver DAGBLADET Køge.

Manden fra Odense, der er ansat hos en
vognmand, som kører for Netto, indtelefonerede bombetruslen om
formiddagen til Nettos reception. Alarmen afstedkom et massivt
opbud af politi, redningsberedskab og bombeeksperter, der
gennemsøgte Nettos centrallager og administrationsbygning. Først
efter fem timer kunne de ansatte vende tilbage til deres
arbejde.Den 32-årige beskrives af Køge Politi som en meget
stresset mand med store problemer på hjemmefronten. Da han kom
kørende med Netto-lastvognen på Køge Bugt motorvejen, hørte han
i radioen om evakuering og afspærring af området ved Helsingør
Station efter en bombetrussel. Det blev han inspireret af,
skriver DAGBLADET Køge. Eftersom han forudså, at det samme ville
ske på Netto-området, ville han kunne få en halvfridag.Så han
indtelefonerede en bombetrussel til Nettos reception fra Shells
rasteplads ved Karlslunde. Det skete via hans fars mobiltelefon,
som han havde lånt, og på et taletidskort, han købte på pladsen.
Men allerede klokken 12.21 mødte politiet op på faderens bopæl i
Greve, hvor sønnen befandt sig - samtalen var sporet. Manden fik
i går 30 dages ubetinget fængsel i retten, men er løsladt, idet
straffen først afsones senere.