Foto: TV2/ Lorry

Offentligt ansatte udsættes for cyberchikane

Socialrådgivere, politibetjente og sygeplejersker er blandt de faggrupper, der er hårdt ramt af chikane på nettet.

Det kan være alt fra e-mails, sms'er og oprettelse af hadesider, der handler om enkelte personer, til at socialrådgivere oplever, at klienter optager samtaler i det skjulte og derefter lægger dem på nettet.

Chikanen er relateret til jobbet men får vidtrækkende konsekvenser for privatlivet.

'Nogle kan klare mere end andre, men der er også dem, der bukker under med stress og bliver sygemeldt i længere perioder. Det kan også have konsekvenser for arbejdspladsen, fordi det påvirker arbejdsmiljøet,' forklarer kommunikationsrådgiver Abelone Glahn, der har specialiseret sig i cyberchikane.

Mange arbejdspladser har ikke en politik eller en strategi, når det kommer til cyberchikane.

Abelone Glahn påpeger, at hvis man skal komme problemet til livs, så er det nødvendigt, at cyberchikane bliver taget lige så alvorligt som fysisk vold.

'Der bør være nultolerance, alle episoder bør registreres, og så skal den enkelte arbejdsplads have en strategi og en klar holdning til, hvad man vil acceptere', fortæller Abelone Glahn. Se interviewet med Abelone Glahn her