Foto: TV 2 Lorry

Nye trafiksignaler skal give færre forsinkelser

Nye trafiksignaler skal få trafikken til at glide lettere gennem København.

Flere grønne bølger og mindre tæt trafik til og fra arbejde.

Det er, hvad Københavns Kommune nu lover de trafik-udfordrede borgere i hovedstaden.

Løftet kommer i forbindelse med, at kommunen har gennemført en total udskiftning af styre­apparaterne i samtlige af byens 380 signalregulerede kryds.

På den konto kan cyklister se frem til at få skåret 10 procent af rejsetiden, mens den gennemsnitlige rejsetid med bus i myldretiden skal reduceres med 5 til 20 procent, melder kommunen.

De nye, intelligente lyssignaler er online, og det betyder, at kommunens trafikfolk fra kontoret kan se, om alle signaler fungerer, som de skal. Hvis der opstår problemer med et signal, giver systemet automatisk besked, og dermed kan fejl opdages og rettes væsentligt hurtigere end før.

Det er også blevet nemmere at tilpasse det enkelte signalregulerede kryds, så det danner grønne bølger med de nærliggende kryds, lyder det fra kommunen.

- Fremover bliver der færre forsinkelser på grund af signaler, der går i sort, og vi kan bedre holde de grønne bølger, der sikrer, at cyklister, bilister og buspassagerer kommer smidigt gennem byen. De nye styreapparater giver os mulighed for at skabe bedre forhold for de trafikanter, vi ønsker at prioritere i København, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell fra Enhedslisten.

København fik sit første trafiksignal i 1928 i krydset Frederiksborggade/Farimagsgade.

 

Fakta om trafiksignalerne

  • København har cirka 380 signalregulerede kryds. Til hvert kryds hører et styreapparat, der sørger for at skifte lyset i krydsets signaler. Alle styreapparaterne er nu udskiftet eller opgraderet til nyeste standard. Stort set alle er også koblet op på et fælles overvågningssystem.
  • Systemet giver mulighed for dynamisk tilpasning af trafikken, så tiden med grønt i et kryds kan tilpasses varierende trafiksituationer. Eksempelvis er der meget pres på krydset Vordingborggade/ Kalkbrænderihavnsgade/ Sundkrogsgade på Østerbro, når der ankommer krydstogtsskibe i Nordhavn. Her sikrer et særligt program ekstra tid med grønt for trafikken til og fra Nordhavn, mens man de øvrige dage prioriterer trafikken på Ring 2.
  • Strømforbruget på de nye lyssignaler og styreskabe er under en tredjedel af de gamle, så det bidrager til at leve op til kommunens mål om at være CO2-neutral i 2025.
  • De nye styreapparater og rigtig mange standere har en ny type overfladebehandling, som man ikke kan klæbe plakater på, og som lettere kan afrenses for graffiti. Det giver lavere udgifter til renholdelse.
  • Udskiftningen af styreapparaterne indgår i Københavns Kommunes genopretningsplan for vejområdet ”Et løft til vejene”. Der er i alt afsat 50 mio. kr. til genopretning af byens trafiksignaler. For trafiksignalerne indeholder næste skridt en udskiftning af de resterende gamle standere og ”signalhoveder”, hvor bl.a. glødepærer udskiftes med energibesparende LED-teknologi.