Nye torvehaller på vej til København

Ejendomsselskabet Jeudan sætter 70 millioner kroner i byggeri af en serie torvehaller på Israels Plads i København. Dermed skal planerne om at skabe et levende torvemiljø nu føres ud i livet.

Torvehallerne kommer til at ligge kun 100 meter fra Nørreport
Station, Danmarks travleste station. Fra foråret 2011 vil Jeudan
udleje mellem 60 og 80 stadepladser.
Jeudan forventer, at lejeindtægterne vil være så store, at det
kan opfylde Jeudans sædvanlige krav om lønsomhed, trods den
store investering.
Projektets vision er at skabe en "fødevarernes oase" med to
søjlebårne torvehaller - en til grøntsager og frugt, en anden
til kød, fisk, ost og brød.
Siden 1998 har en gruppe af initiativtagere sammen med
Københavns Kommune arbejdet for opførelse af torvehaller på
stedet. Man har fået udarbejdet et udførligt projekt ved
arkitekt Hans Peter Hagens, Arkitekturværkstedet, som nu altså
realiseres af Jeudan.
Israels Plads fungerede fra 1889 til 1958 som Københavns
grønttorv. Lige siden har der været ønsker om at genskabe denne
aktivitet i overensstemmelse med tidens ånd og krav, oplyser
Jeudan.

/ritzau/