03:07

Foto: TV 2 Lorry

1 af 2

Ny sø skal forhindre oversvømmelser i Ishøj

Borgermøde i Ishøj her til aften. Folk var mødt talstærkt op for at høre om byens nye store skov og sø, som skal forhindre oversvømmelser i fremtiden.

På programmet her til aften var en helt ny skov og en oprensning af landsbyens gadekær.

Det er det gamle gadekær - eller branddammen som det også bliver kaldt - der snart skal forvandles til et rekreativt område. Der er to forskellige forslag i spil - og de blev blandt andet fremlagt på borgermødet her til aften.

Derudover blev der talt meget om Ishøjs nye skov, der kommer til at fylde, hvad der svarer til 35 fodboldbaner.

Der er nemlig mark, skov og vådområder på mere end 75 % af kommunens areal. Af samme årsag er klimatilpasning også tænkt ind.

Planen er at anlægge en stor sø i skoven, som så skal aflaste regnvandssystemet og være med til at forhindre oversvømmelser andre steder.

Borgmester Ole Bjørstorp (S) glæder sig over projektet:

- Det betyder et løft for kommunen - specielt i landsbyen der får flere rekreative områder med flere grønne arealer. Men det betyder også noget, at man med hele vores klima- og miljø-projekt kan forplante sig fra Ishøj Landsby og ned til den videre kommune nede ved stranden. Den forbindelse er genial.

Den nye skov bliver finansieret af Banedanmark, og det sker som erstatning for de grønne områder, der er blevet ryddet i andre kommuner i forbindelse med anlæggelsen af den nye Ringsted-bane.

Der var et stort fremmøde til borgermødet i forsamlingshuset.

Mange var nysgerrige for at høre om de to projekter, der begge er med til at understrege, at Ishøj er en både grøn og blå kommune.

På borgermødet var der stor opbakning til projektet:

- Borgerne var meget positive overfor projekterne - både når det gjaldt den nye skov og oprensning af Gadekæret. Også på grund af det afvandingssystem vi regner med at kunne lave samtidig, hvor regnvandet ryger ned i det oprensede Gadekær og få et overløb til den sø, som går videre i kommunen ned til en anden stor sø, som ligger ved stranden. Så på den måde undgår vi oversvømmelser. Så det er faktisk et lille klima- miljøprojekt vi her sætter i gang, siger Ole Bjørstorp til TV 2 Lorry.