Lars Thomas og Linda Kjær-Thomsen opdagede en blå flue, som var rigtig flot og så lidt anderledes ud end andre kendte fluer. Foto: Lars Thomas

Tørvemossortbæger fotograferet af Tobias Bøllingtoft. Foto: Tobias Bøllingtoft

1 af 2

Ny smuk flue fundet i Hellebæk

Stor jubel i Helsingør, hvor man både har fundet en ny blå flue og en svampeart.

BioBlitz 2016 slog tidligere års rekorder, i alt blev der fundet og talt 882 arter i Tisvilde Hegn. Sidste år blev der kun fundet 646 arter på 24 timer.

Bioblitz er en registrering af så mange arter som muligt inden for et døgn og i Teglstrup Hegn, Hellebæk Kohave og Helsingørs Grønne Vestkile d. 21. til 22. maj.

Men det er ikke kun rekorden der får folkene i til at juble. Man har nemlig også fundet to helt nye arter i år. Og de er ikke bare nye for Nordsjælland, men for Danmark!

Man har fundet en ny blå flue og en svampeart, det skriver Helsingør Kommune i en pressemeddelelse.

Lars Thomas og Linda Kjær-Thomsen opdagede en blå flue, som både så flot ud og som var lidt anderledes end andre kendte fluer.

Den nye flue, Eudasyphora cyanicolor, er i virkeligheden en ret udbredt art.

Den er kendt fra landene hele vejen rundt om Danmark, men er hidtil ikke fundet her. Flue-eksperten Walther Gritsch kunne bekræfte at den er en ny art for Danmark.

Som så mange andre fluer er den stor tilhænger af alt, hvad der er dødt og råddent. Den blev fundet i Hellebæk Kohave i et område, hvor der tidligere har været høslæt på i nogle år.

Mykolog Tobias Bøllingtoft fra Svampeforeningen fandt sæksvampen Tørvemos-Sortbæger, Pseudoplectania episphagnum, der også er ny for Danmark. Svampen vokser i Rød tørvemos i Skidendam i Teglstrup Hegn, og er ligesom fluen kendt fra landene omkring os, men aldrig fundet i Danmark.

Martin Bjerg, Allan Bornø Clausen, Ole Martin og Kasper Nyberg fandt en jagtedderkoppeart på en stabel granstammer i Teglstrup Hegn.

Arten hedder Acantholycosa lignaria på latin. Det krævede lige lidt ekstra belæg, før artsbestemmelsen var helt på plads. I øvrigt var den meget talrig på findestedet.

Den er fundet nogle få gange før i Danmark, ved Jægersborg Hegn og i Teglstrup Hegn, men det har ikke været helt sikkert at det var præcis samme art. Det er meget karakteristisk for den edderkopfamilie at øjnene sidder i tre rækker.

Sammen med Naturstyrelsen Nordsjælland og Helsingør kommune undersøgte ca. 40 fagligt kompetente frivillige folk området sammen med interesserede borgere og de registrerede alle fundne arter.

Blandt de store grupper var der 450 insekter, 275 planter, over 100 svampe og laver og 70 fugle. Hertil kommer mosser og andre smådyr.