Foto: Niels Knuth - TV 2 Lorry

Ny rapport: Selvkørende biler vil forværre biltrængsel

Smarte selvkørende GPS-styrede biler vil ikke afhjælpe trængsel på vejene i hovedstadsområdet. Snarere tværtimod, viser ny rapport.

Der var store forhåbninger til at selvkørende biler kunne afhjælpe trængslen af biler, som hober sig på særligt de københavnske veje. Men i følge ny rapport fra tranportministeriet er det ikke tilfældet.

Vi vil kunne sende vores børn alene afsted med bilen. Vi ville kunne sende pakker afsted og vi ville kunne sende bilen afsted, så den selv kunne finde en parkeringsplads

Mogens Fosgerau, trafikforsker

- Selvkørende egenskaber vil forstærke tendensen til større trafikvækst på motorvejene. De vil tiltrække en større del af trafikken med private biler, selv om turene bliver længere, og flere vil vælge bilen frem for tog eller bus, lyder én af konklusionerne fra rapporten Fremtidens mobilitet, som en ekspertgruppe af trafikforskere har udarbejdet for transportministeriet.

En anden passus fra rapporten lyder:

Læs også Påsketrafik: Disse dage bliver særligt travle på vejene i påsken

- Førerløse private biler og taxaer vil på lang sigt øge efterspørgslen og skabe mere trafik og potentielt markant større trængsel i byerne. 

I følge professor og trafikforsker, Mogens Fosgerau, som har siddet med i ekspertgruppen, havde man håbet, at de selvkørende ville kunne få trafikken til at glide nemmere. 

- Teknikken i sig selv vil betyde, at vi kan udnytte vejkapaciteten bedre. Man kan køre tættere på hinanden og på motorvejen kan vi få plads til et ekstra spor, fordi de selvkørende biler er bedre til at køre lige og holde sin bane. Vi vil få flere biler igennem den samme asfalt, siger Mogens Fosgerau til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Men samtidig vil vi også få en masse mere trafik ud på vejene, fordi de selvkørende egenskaber gør bilen mere attraktiv. Vi vil kunne sende vores børn alene afsted med bilen. Vi ville kunne sende pakker afsted og vi ville kunne sende bilen afsted, så den selv kunne finde en parkeringsplads.

Læs også Vejarbejde og togbusser: Her bliver påsketrafikken en udfordring