00:51

Ny alfahan skal sætte sig i respekt hos bavian-damerne

Ny hanbavian i København Zoo skal give nye gener i flokken - men først skal hunnerne formentlig prøve ham af.

Han lod vente på sig, men efter 45 minutter tog han en dyb indånding og sprang ud i sit nye liv som alfahan på Frederiksberg.

Den nye hanbavian i København Zoo mødte torsdag hunnerne for første gang. Det skete efter en 30 dages karantæneperiode, hvor hannen er blevet testet for diverse sygdomme.

Den gamle han i zoo blev aflivet for cirka to måneder siden. Efter 10 år som afahan var han blevet for gammel til jobbet. Han var blandt andet begyndt at miste tænderne.

Den gamle alfahan var desuden far til fem af de otte hunner, der er i bavianflokken, og der var brug for frisk blod i flokken for at undgå indavl.  

- Vi skifter hannen, når han er så repræsenteret i flokken, at vi har brug for nye gener, siger dyrlæge Mads Frost Bertelsen fra København Zoo til TV 2 Lorry.

Den nye han er hentet i Frankfurt Zoo i Tyskland, og det vil sandsynligvis ikke gå helt fredeligt for sig i bavianflokken i de kommende dage. 

- Når vi har så mange dyr, der skal møde hinanden i et komplekst socialt system, hvor det er meget hierarkisk, hvem der bestemmer, så vil der være nogle kampe om, hvem der er på toppen, og det kan selvfælgelig gå galt, fordi de bider hinanden for meget, men vi håber og tror på, at det bliver v ed nogle småskrammer, siger Mads Frost Bertelsen. 

Han er dog fortrøstningsfuld ved, at den nye hanbavian er klar til at træde i den gamles abespor. 

- Vi har taget hannen ind sammen med et par hunner, så han ikke skulle gå alene, så han har to af sine gamle veninder med, om man så må sige. Vi forventer, at fordi han er en stor, stærk, dominerende han, at så skal han hurtigt få fortalt de her nye hunner, at nu er det ham, der bestemmer, siger Mads Frost Bertelsen til TV 2 Lorry.