Foto: TV 2 Lorry

Ny aftale skal sende flere akademikere i arbejde

Ny politisk aftale skal hjælpe de mere end 5000 ledige københavnske akademikere i arbejde.

Det er ikke nødvendigvis nemt at være akademiker i København. Nok er der mange jobs i landets største by, men der er også rigtig mange om buddet i hovedstaden, hvor flere end 5000 akademikere står uden arbejde. 

Det vil politikerne i beskæftigelses- og integrationsudvalget nu prøve at gøre noget ved i form af en ny styrket indsats over for ledige akademikere.

Aftalen betyder blandt andet, at Københavns Kommune vil øge samarbejdet med uddannelserne for bedre at klæde de studerende på til det arbejdsmarked, der venter dem. 

Jobcentret skal også i højere grad hjælpe ledige til projektstillinger, freelancearbejde og opstart af egne virksomheder. 

Politikerne vil også have mange flere ledige ud i virksomhederne. Private løntilskud skal bane vejen for at skabe kontakt mellem den ledige og virksomhederne, lyder det i en pressemeddelelse fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. 

Samtidig er politikerne bag aftalen enige om, at det er vigtigt, at ledige akademikere får mere hjælp til jobsøgningen, end de gør i dag. Akademikere skal søge flere job - også dem, der ligger uden for København og omegn.

- Det er vigtigt, at vi oplyser akademikerne om, at konkurrencen i København er benhård. Målet er, at de hurtigt søger flere relevante stillinger uden for København og omegn. Og så vil vi gerne hjælpe ledige akademikere med at blive iværksættere eller freelancere, hvor de selv skaber vækst og arbejdspladser. Det er der også fremtid i, siger Københavns radikale beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev.