Nu lukker seks jobcentre og flytter sammen i nyt mega-hus

Knap 1000 medarbejdere og 2500 borgere vil få deres daglige gang i det et nyt, stort jobcenter på Gammel Køge Landevej i København.

Beskæftigelses- og integrationsborgmester (V), Cecilia Lonning-Skovgaard sparer 22 millioner kroner på at oprette det nye jobcenter. Foto: Sofie Mathiassen - Ritzau Scanpix

Tusindvis af ledige københavnere skal fra på tirsdag tage turen til Gammel Køge Landevej i Valby, hvor seks jobcentre fremover bliver samlet under ét tag. 

Det helt nye jobcenter skal huse 900 medarbejdere, og det forventes, at 2500 borgere dagligt vil gå ind og ud af svingdørene. 

Bliver mere ligeværdigt

Beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune, Cecilia Lonning-Skovgaard (V), glæder sig til, at det nye jobcenter åbner den 26. marts. Hun siger til TV 2 Lorry, at der er særligt to årsager til sammenlægningen.

- Vi glæder os for det første til at give borgerne bedre service. Det nye center rummer egentlige samtalerum. Det bliver mere ligeværdigt, når samtalen foregår i neutralt-indrettede lokaler og ikke på sagsbehandlerens kontor, siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

For det andet får medarbejder nu også mulighed for at udvikle sig fagligt ved at bruge storrums-faciliteter til at sparre med kolleger gennem forskellige aktiviteter, siger borgmesteren.

"Det bliver en fabrik"

Kim Madsen er talsperson for ledige i Facebook-gruppen Jobcentrets Ofre, der har mere end 15.000 medlemmer. Han kan ikke se én eneste fordel ved det nye jobcenter.

- Vi har diskuteret det i netværket, og vi tvivler på, at det bliver en succes. Det bliver en fabrik, hvor man ikke ser det enkelte menneske. Det kommer til at ligne et samlebånd, siger Kim Madsen.

Læs også Minister går ind i sag om læge i jobcenters baglokale

Han mener, at borgere vil få en bedre sagsbehandling, hvis de som nu er samlet under samme tag, hvor medarbejderne har erfaring med at arbejde med borgere med de samme udfordringer. 

Men de nye enheder flytter jo med og skal sidde på hver deres etage?

- Men kan der så blive sendt en anden sagsbehandler, der arbejder med en anden borgergruppe, hvis der er sygdom? Man risikerer måske at få nye sagsbehandlere hele tiden, siger Kim Madsen, der også kalder flytteplanerne for en spareøvelse.

Her kan du se, hvilke jobcentre der flytter, og hvilke der bliver. (Artiklen fortsætter under grafikken)

Sparer penge

Ifølge beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard er netop økonomien en tredje årsag til at oprette det nye jobcenter. Kommunen sparer således 22 millioner kroner på husleje og udgifter til drift på flytningen. 

Bliver alle 22 millioner brugt på at få ledige københavnere i job og uddannelse?

- Nogle af pengene er blevet brugt på at ansætte flere sagsbehandlere. Og nogle af dem er gået til at opfylde en del af de sparekrav, der er til vores forvaltning, siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

Hun afviser, at der går noget tabt ved at flytte mindre specialiserede enheder sammen. Huset bliver indrettet sådan, at hver afdeling bliver samlet på hver deres etage. Der holdes fast i de faglige fællesskaber, samtidig med, at medarbejdere nemt kan hente hjælp fra andre dele af huset, hvis de sidder med mere komplekse sager, forklarer Cecilia Lonning-Skovgaard.

Forstår bekymring

Kan du forstå, hvis nogle borgere oplever det her nye, store hus som en fabrik, hvor de indgår i et samlebåndsarbejde?

Jeg kan godt forstå, at det her bliver noget nyt, og noget man skal vænne sig til. Men vi har jo haft medarbejdere og borgerpaneler med til at vurdere, hvordan stedet skal indrettes, og hvordan vi kan gøre det genkendeligt og trygt. Jeg kan godt forstå bekymringen, men vi har gjort exceptionelt meget for at gøre det professionelt overskueligt og nært, siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

Fakta

  • 80.000 ledige københavnere vil i løbet af et år bruge Jobcenter København i Valby, hvor der vil blive afholdt 200.000 samtaler om året.
  • Det 33.000 kvadratmeter store jobcenter får adresse på Gammel Køge Landevej 43 i Valby, hvor medicinalvirksomheden Lundbecks to gamle kontorbygninger er blevet totalrenoverede til formålet.
  • Det er de nuværende jobcentre på Skelbækgade, Baldersgade, Nyropsgade, Sundholmsgade, Teglværksgade og Hejrevej, der flytter sammen.
  • Samtalerummene bliver indrettet således, at borgeren og jobkonsulenten sidder ved siden af hinanden under samtalen, så borgeren kan se, hvad der bliver skrevet ind i journalen. Der er loungeområder, som giver plads til at lave gruppearbejde for kursister og der er telefonrum, hvor man kan tale i fred.
  • Derudover vil der ved bygningens to hovedindgange være receptionister og servicebetjente, der tager imod borgerne – både dem, der har en aftale og dem, der kommer ind fra gaden. Derudover flytter Borgerservice ind under samme tag.

 

Kilde: Københavns Kommune



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik