Foto: Erik Refner / Scanpix (arkivbillede)

Nordsjællands Politi indfører visitationszone i Farum

Den nye visitationszone sker i forlængelse af de seneste skyderier - senest fredag aften.

En 'synlig optrapning af kriminalitetsbilledet' og fredagens skudepisode ved Farum Stationstorv, får nu politiet til at indføre en visitationszone i Farum.

Det oplyser Nordsjællands Politi.

Læs også Mand løb fra skud i Farum: Politi søger vidner

Politiet indfører visitationszonen, der gælder frem til søndag d. 30. oktober klokken 19, så borgerne kan færdes frit og trygt i området, lyder det.

 - Politiets erfaring fra lignende situationer viser, at midlertidige visitationszoner har neddroslet eventuelle konflikter i de berørte områder, siger chefpolitiinspektør i Nordsjællands politi, Magnus Andresen, og fortsætter:

- Ulovlig våbenbesiddelse straffes hårdt, og vi håber derfor i dette tilfælde, at udsigten til en lang fængselsstraf kan få de involverede parter til at tænke sig grundigt om.

I visitationszoner kan politiet uden konkret mistanke foretage stikprøvevis visitation af borgere samt undersøge køretøjer, tøj og genstande for at kontrollere, om nogen besidder eller bærer våben.

Kort fra Nordsjællands Politi

Visitationszonen i Farum er afgrænset fra Hillerødmotorvejen til Fiskebækbroen - Skovstien - Nordlige bred af Farum Sø til Farumgård -Søvej - Hestetangsvej til Lillevangsvej – Lillevangsvej – Regimentsvej til Vanddamsvej – Vanddamsvej – Trevangsvej – Høveltevej til Hillerødmotorvejen.

Visitationszonen i Farum indføres dagen efter, at Københavns Vestegns Politi har indført visitiationszoner i tre kommuner på Vestegnen.

Læs også Her indfører politiet visitationszoner på Vestegnen

Der har i den senere tid været mange skyderier i hovedstadsområdet. Senest blev en 30-årig mand fredag aften skuddrabt på Østerbro i København.

Den 30-årige mand har tidligere været et højstående medlem i den bandegruppering fra Mjølnerparken, som indtil februar hed Brothas Souljaz.

I alt blev fire personer ramt af skud ved den dramatiske hændelse, der fandt sted på Lyngbyvej tæt på Hans Knudsens Plads. De tre øvrige ofre er 15, 19 og 32 år, og de er alle uden for livsfare.

Læs også Minder om henrettelse: 30-årig mand skuddræbt på Østerbro