Foto: TV 2 Lorry

Nordsjælland: Politi kæmper med overarbejde

Vi er i frit fald i forhold til overarbejde, lyder det Nordsjællands Politis fællestillidsmand.

Medarbejderne i Nordsjællands Politi slås med en heftig pukkel af overarbejde efter terrorangrebene i København.

Politiet i Nordsjælland har således oparbejdet en overarbejdspulje på cirka 160.000 timer. Det svarer til, at man kan bede 100 medarbejdere om at gå hjem og afspadsere og først komme igen om et år, skriver Helsingør Dagblad.

Rigspolitiet har for nylig meldt ud, at det fortsat er nødvendigt at trække betjente fra hele landet til overvågningsopgaver inden for terrorsikring i København.

- Vi var kommet ind i en mere positiv kurve for overarbejdet inden terrorangrebene i februar. Herefter er vi igen kommet i frit fald. Det skyldes ikke mindst de meget lange 12-timers vagter og tre gange 12 timers vagter hver anden weekend. Efter sådan en weekend har man jo arbejdet for en hel uge, siger fællestillidsmand Hans Bæk Nielsen fra Nordsjællands Politi til Helsingør Dagblad.

Han erkender, at kollegerne ikke altid gør deres politijob så godt, som de gerne vil, på grund af de mere sparsomme ressourcer.

- Kollegerne må tit bruge nogle gode talegaver til at forklare borgerne, hvorfor der for eksempel ikke sker fremskridt i en sagsbehandling. Af den grund, at sagsbehandlingstiden er blevet længere, fordi andre mere akutte ting prioriteres op, siger Hans Bæk Nielsen til Helsingør Dagblad.

Han frygter ifølge Helsingør Dagblad konsekvenserne, hvis overarbejdspuklen fortsætter.

- Så mister befolkningen tålmodigheden med politiet - eller respekten for os og det arbejde, vi udfører. Og det ville være frygteligt.

Ifølge Helsingør Dagblad har politiet i Nordsjælland oparbejdet en overarbejdspulje på ca. 160.000 timer, hvilket angiveligt udgør 10 procent af de i alt 1,6 millioner overarbejdstimer, som det samlede danske politi har oparbejdet.

Der er omkring 750 medarbejdere i Nordsjællands Politi. Der er endnu ikke noget overblik over, om medarbejderne i Nordsjællands Politi fortrinsvist vælger at afspadsere eller få overarbejdet udbetalt.