Foto: TV2/Lorry

Noma nærmer sig gastronomisk historie

Noma scorer hattrick, hvis de udnævnes til verdens bedste restaurant for tredje år i træk.

Mandag aften kan restaurant Nomas chefkok, Rene Redzepi, tage endnu et skridt, der sender ham videre i den gastronomiske verdensliga. I aften får han ved en ceremoni i London svar på, om Noma for tredje år i træk bliver kåret som verdens bedste restaurant.

Vinderen findes i en afstemning blandt 800 fremtrædende gastronomer fra hele verden. Afstemningen munder ud i en hitliste, som Noma toppede for første gang i 2010. Det samme skete i 2011.

Lykkes det Rene Redzepi at blive kåret som nummer et, bliver Noma den første restaurant ud over den nu lukkede, legendariske spanske gourmetrestaurant El Bulli, der scorer hattrick i konkurrencen.
Nikolaj Stagis, der er ekspert i branding og organisationsudvikling, har fulgt Noma på tæt hold i fire år.

Han mener, at Rene Redzepi og resten af holdet har været utroligt gode til at opdage og definere en autentisk identitet, som ikke forsøger at efterligne andre eller tilfredsstille publikum eller anmeldere.
- Da de startede Noma, var de på en oplevelsesrejse rundt i Skandinavien for at se, hvad det var for råvarer og madtraditioner, der er gået tabt. Det, der gør dem fantastiske, er, at de bruger det innovativt og har revolutioneret branchen, siger han.

Bent Christensen, redaktør af Den Danske Spiseguide, vurderer, at der er gode muligheder for Noma, og fredag leverede Berlingskes anmelder Søren Frank seks stjerner til restauranten på Christianshavn.
Bent Christensen har tidligere været medlem af konkurrencens jury i fem år i træk frem til 2011.

Ifølge redaktøren er der tre restauranter, der kan tage titlen fra Noma. Det er de spanske restauranter Mugaritz og El Celler De Can Roca og den New York-baserede Per Se.