John Erik Wagner præsenterede en bemærkelsesværdig valgplakat i 2015.

Nøgen cowboy er tilbage: Stiller op for Kærlighedspartiet

John Erik Wagner stiller endnu en gang op til kommunalvalget, og han kæmper for borgerløn og huslejeloft.

En gammel kending er endnu en gang på stemmelisten, når danskerne 21. november skal beslutte, hvor deres kryds skal sættes til kommunalvalget.

John Erik Wagner gik verden rundt, da han ved folketingsvalget i 2015 prydede valgplakater i København udelukkende iført comwboyhat og pistolbælte med fri udsigt til de ædle dele.

Denne gang har han valgt at stille op for Kærlighedspartiet, men københavnerne skal ikke forvente at se ham nøgen på en valgplakat i denne omgang.

- Jeg har lavet så mange valgplakater, at jeg ikke behøver lave flere. De gamle plakater arbejder stadig for mig. Folk kan huske dem. Men jeg skal altså ikke være nøgen igen. Det var meningen, at den nøgne valgplakat skulle være den sidste og gå jorden rundt, men hvis jeg laver en til, så går den nok ikke jorden rundt igen, siger han.

Læs også Mor og søn stiller op til valg: Vil stoppe bandekonflikten

De eneste der sagde ja
Den 56-årige politiker er ikke blot kendt for sit nøgenstunt, men også for at afbryde en direkte tv-debat på DR1 i forbindelse med kommunalvalget i 2013. Også ved den lejlighed var han klædt som en vaskeægte cowboy.

John Erik Wagner plejer at stille op på egen hånd, men denne gang har han valgt Kærlighedspartiet, og det er der en helt speciel grund til.

- Jeg har sådan set spurgt andre partier, men det var kun Kærlighedspartiet, der ville samarbejde med mig. Jeg snakkede med de Konservative, men de kunne ikke bruge mig som kandidat her og nu, lyder det.

Wagner stillede op for første gang for 16 år siden og har stillet op til både kommunalvalg og folketingsvalg lige siden - uden held.

Og denne gang bliver heller ikke lykkens gang, hvis man skal tro hovedpersonen selv.

- Jeg tror ikke, der kommer nogen lokallister ind i Københavns Kommune, så jeg tror ikke, jeg kommer ind. 

Læs også Stå vagt til valget: Det kan du tjene på tjansen

Borgerløn og huslejeloft
John Erik Wagner har tidligere arbejdet som blandt andet renovationsarbejder, men er i øjeblikket arbejdsløs. Og det er derfor også netop beskæftigelsesområdet, der optager ham mest.

- Jeg vil gerne være med til at vedtage, hvad der sker i beskæftigelsesudvalget i Københavns Kommune. Det kører ikke så godt, kan jeg læse i aviserne. Ellers har jeg de samme politiske mærkesager som jeg altid har stillet op med, siger han og uddyber.

- Jeg går ind for borgerløn, og så skal vi have et huslejeloft på lejeboliger i København. Det er blevet for dyrt. Også for mange af de studerende, siger han.

Når kommunalgvalget er overstået, planlægger John Erik Wagner at melde sig ind i et parti. Han er dog endnu ikke sikker på, hvilket parti der får glæde af hans holdninger.

- Jeg tror nok, jeg tager det parti, der er billigst at være medlem af, siger han.