Foto: TV 2 Lorry

Ni mænd fængslet for at tilslutte sig IS - fire in absentia

Politiet udvidet kredsen af mænd, der mistænkes for at have tilsluttet sig Islamisk Stat. Fire danske formodede IS-krigere er fængslet in absentia.

De fire mænd, der torsdag blev anholdt og sigtet for i Syrien at have ladet sig hverve af terrororganisationen Islamisk Stat, er fredag blevet varetægtsfængslet ved Retten på Frederiksberg.

Retten har fredag også fængslet fire mænd in absentia på begrundet mistanke om, at de har tilsluttet sig IS. De vil nu blive efterlyst. De fire mænd formodes at befinde sig i udlandet.

Den 5. april blev yderligere en mand fængslet til den 3. maj. Retsmødet i den sag blev holdt for såkaldt dobbeltlukkede døre af hensyn til gårsdagens aktion. Retten har i dag besluttet, at dørlukningen nu er indskrænket, så sigtelsen kan oplyses. Der er nedlagt navneforbud i denne sag. 

Det oplyser Københavns Politi. 

Dermed har politiet udvidet kredsen af mænd, der mistænkes for at have tilsluttet sig Islamisk Stat. 

Alle ni er sigtet for at have overtrådt straffelovens § 114 c, stk. 3, ved i Syrien at have ladet sig hverve af IS til at begå terrorhandlinger. 

- Jeg er glad for, at retten har fulgt anklagemyndighedens begæringer i disse sager og fængslet de ni syriensrejsende. Det er med til at understrege alvoren og sende et klart signal til alle, der overvejer at lade sig hverve af IS, om, at det er en alvorlig forbrydelse, og at de risikerer at blive anholdt og retsforfulgt herhjemme, siger chefanklager Karin Degnboel Thostrup fra Københavns Politi. 

Samtlige fem unge mænd, der fredag har været udspurgt i det lukkede retsmøde, har benægtet, at de skulle have ladet sig hverve til at udføre terrorhandlinger.