Foto: TV 2 Lorry

New York Times: Besøg Helsingør i 2014

Hvad har Helsingør til fælles med Cape Town i Sydafrika, Quang Binh i Vietnam og Nashville i USA? Alle tre byer er med på NY Times liste over 52 steder, man bør besøge i 2014, skriver Helsingør Dagblad.

Den berømte amerikanske avis, der anses for at være en af verdens aller bedste aviser, har på sin hjemmeside lavet en liste med 52 steder fordelt over hele verden, som avisen anser som steder, det er værd at besøge netop i 2014.

Det er ikke Gizas pyramider, Eiffeltårnet og Taj Mahal der er med på listen. Den består i stedet af steder, der er ved at undergå en forandring, eller steder det tidligere ikke har været værd at besøge, men som nu er blevet attraktive, eller rejsemæssige perler, der hidtil har været uopdagede af de rejsende masser.

Der er først og fremmest én årsag til, at Helsingør, eller Elsinore, som amerikanerne kalder byen, er med på listen, Det er åbningen af M/S Museet for Søfart i Kulturhavnen. Museets arkitekt Bjarke Ingels Group er også et kendt navn i USA. Det er derfor langt fra kun her i Helsingør, det vækker opsigt, når han designer et museum, som NY Times kalder: »En U-formet glasstruktur bygget i en gammel tørdok fyldt med hældende gulve og zigzag-gange, der minder om dækket på et skib.«

NY Times får også nævnt, at 'Elsinore' er hjem for verdenslitteraturens mest kendte dansker, Hamlet.

Om placeringen på listen får amerikanere i hobetal til at valfarte til Helsingør, må tiden vise.