13:11

SE VORES SØNDAGSMAGASIN: Kongens Have i København oplevede i sommeren sidste år en sand rotteinvasion. I dag - et halvt år efter - er der ved at komme styr på problemet, men som vi nu skal se, pusler rotterne stadig i krattet i den gamle park.

Nekrolog: Legendarisk kæmperotte er død

Københavnsk rottefænger erklærer rotteplagen i Kongens Have ovre - deriblandt den kendte kæmperotte "Landemærket".

Kæmperotten Landemærket er død, efter gennem længere tid at være blevet jagtet i Kongens Have.

Hanrotten, der er kendt af alle, der arbejder i haven, er blevet døbt 'Landemærket', fordi den holdt til nær gaden af samme navn.

Den skilte sig dog ikke blot ud ved at have fået sit eget navn.

Krabaten var intet mindre end 58 centimeter fra snude til halespids.

Dødsattesten er overleveret telefonisk til Berlingske fra Claus Carlsen, der er kloakmester og rottefænger i JK Kloakservice. 

Læs også Kæmpe rotte i kendt park vil ikke dø: "Den største vi har set"

Dyttede når de så den 

Han ville ikke være herinde, uden at han dyttede, når han kørte ind ad porten, fordi den var så stor og ulækker.

Claus Carlsen

Claus Carlsen og hans kolleger har siden efteråret brugt mange timer på at patruljere i Kongens Have sent om aftenen. Og hundredvis af rotter er i den forbindelse blevet dræbt.

Nogle af hans kolleger var dog decideret bange for Landemærket, har Claus Carlsen tidligere fortalt til TV 2 Lorry.

- Da vi kørte herinde og ryddede legepladsen for rotter, så vores vognmand den herinde nogle gange om aftenen. Han ville ikke være herinde, uden at han dyttede, når han kørte ind ad porten, fordi den var så stor og ulækker, fortalte Claus Carlsen.

Landemærket undslap gang på gang deres jagten med gift, fælder, svovlgranater og salonrifler.

Indtil nu.

"Den er så stor" viser rottefænger Claus Carlsen. Foto: TV 2 Lorry

Liget mangler

Han er dernede et sted. Men vi begynder ikke at grave efter ham.

Claus Carlsen

Claus Carlsen forklarer overfor Berlingske, at det er gift, der har dræbt rotten nede i sit hul.

- Der er ingen aktivitet i og omkring hullet, siger han til Berlingske og tilføjer, at særlige rottehunde heller ikke reagerer på liv, når de snuser omkring hullet.

Liget mangler dog. 

- Han er dernede et sted. Men vi begynder ikke at grave efter ham. 

Ifølge rottefængeren står det uklart, hvornår den præcist er død, men over for Berlingske gætter han på, at det er omkring 14 dage siden.

Læs også Pas på, rotter! Big Brother is watching you

Kun to procent tilbage 

Samtidig erklærer han rotteplagen i Landemærkets hjem, Kongens Have, ovre. 

- Går du derind i dag, vil du ikke se en eneste rotte, formentlig heller ikke i aften. I september så du masser af rotter, siger han til Berlingske.

Han mener, at de har nedkæmpet omkring 600-700 rotter, så der nu kun er 2 procent tilbage. 

Læs også Rotter dræbt med riffel og svovlbomber i Kongens Have

Landemærket efterlader sig et ukendt antal unger. Sandsynligvis en del. Under gunstige forhold kan et enkelt rottepar nemlig blive til 800 rotter på ét år.

Øverst i artiklen kan du se vores søndagsmagasin om rottejagten i Kongens Have. 

  Foto: TV 2 Lorry