Foto: Kenneth Ettrup Hansen / TV 2 Lorry

Natur-pædagoger fra Hillerød får anerkendelse med pris

De ledende pædagoger på Science-børnehaven i Hillerød modtager ny Novo Nordisk pris og dermed 100.000 kr.

De har både et laboratorie, et natur-tek og et forundringsrum. 

Nu vinder de Novo Nordisk Fondens Naturtematiske Pædagogpris.

Der er tale om Science-børnehaven på Lindevej i Hillerød, der siden 2016 er gået forrest i kommunen, når det handler om at stille børnenes nysgerrighed på naturvidenskab.

- I alle de år, jeg har arbejdet som pædagog, kan jeg ikke huske, at der er nogle pædagoger, der har fået sådan en flot pris, siger Gitte Laurentiussen der er afdelingsleder på Science-børnehaven.

Læs også Mejerist om beslaglagte oste: Derfor ser de så klamme ud

Science-huset

I dag er det der startede som et science-hus, som andre institutioner besøgte for at give børnene en lærerig oplevelse tæt på naturen, blevet en selvstændig børnehave.

De ledende pædagoger har gennem Hillerød kommune fået en diplomuddannelse i Science og de har været frontløbere på at igangsætte naturfestivaler og aktiviteter, hvor børnene eksperimenterer med naturfænomer.

- Vi laver forskellige temaer med børnene, eksempelvis om vand eller om årstiderne. Jeg har blandt andet været med til at lave et forsøg, hvor børnene indsamlede vandprøver fra en sø og hvor vi lavede vores eget rensningsanlæg, siger Annette Cronval, der er science-pædagog i børnehaven, til BUPL.

Læs også Kampen om at slippe for omstridt københavnerbyggeri er startet

Det er netop også deres samlede initiativer, som ligger til grund for at de nu modtager en pris på 100.000 kr. Pengene skal blandt andet bruges på at opgradere og udvide legepladsen, de vil anligge sansekasser, hvor børnene kan gå på opdagelse i dufte, og så vil udbygge deres urtehaver.

  Foto: Kenneth Ettrup Hansen / TV 2 Lorry

Natur-tek

Og hvordan kan man så se, at her er en børnehave i øjenhøjde med naturen? Især springer det i øjnene når man træder ind i forundringsrummet og laboratoriet. Rum med udstoppede dyre og store forstørrelseglas, så man nemt kan undersøge det man finder i haven.

Læs også Nyt million-laboratorium åbner i Hillerød

Og ikke mindst i kælderen, hvor natur-teket har hylder med diverse friluftsudstyr, som andre institutioner også kan låne, og hvor man for eksempel kan finde færdigpakkede rygsække og en stor æblepresser til at lave frisk æblemost med æblerne i haven.

Institutionen håber, at den opmærksomhed der følger med prisen, kan være med til at udbrede det natur-tætte arbejde til andre institutioner.

- Vi håber at det kan være til inspiration for andre, fordi det er så godt for børnene. Vi kan se hvor glade de er og hvor interesserede de er. De er meget nysgerrige, så det er bare med at bruge den nysgerrighed, siger Gitte Laurentiussen.