Foto: Lorry

Nasse-bilister plager beboere på private villaveje

Det kan være en voldsomt dyr fornøjelse at lade bilen stå i Københavns Lufthavn eller centrale steder i byen.

Derfor har flere bilister fundet en snedig finte til at undgå de høje parkeringsregninger: Hvis de skal til udlandet i et par uger eller på arbejde i indre by, stiller de vognen på en privat villavej, hvor det er gratis at parkere, og tager metroen eller S-toget derfra. Det skriver metroxpress.

Men selv om det lyder smart, er det til stor gene for de lokale beboere, som ikke kan finde ledige parkeringspladser og har flere udgifter til vedligeholdelse af veje.

»Det gør mig ret sur. Selvfølgelig er det ikke nogen stor forbrydelse, men det er lidt tarveligt,« siger Leif Kirchhoff Larsen, der bor på Fuglebakkevej på Frederiksberg.

Han ser ofte biler, der holder det samme sted i flere uger, mens ejeren er på ferie.

Også i Vanløse og Valby er problemet udbredt.

Særligt i områderne omkring Flintholm og Vanløse Station er de private veje overbelastede.

Det forklarer Bent Christensen, der er formand i Vanløse Lokaludvalg.

»Vejene er svært fremkommelige, og den private parkering lider ved det. Enkelte grundejerforeninger har dog lavet en aftale med kommunen om, at der kun er parkering for dem, der bor der,« siger han til metroxpress.

Lisbeth B. Ritter, der er formand i Valby Lokaludvalg, mener også, at det er et miljømæssigt problem.

»Det høje antal biler er med til at forurene, og det har konsekvenser for vores sundhed.«